James Cameron's Avatar: The Game (Wii)
Skrevet af Kristian Mols - 22-01-2010 22:10
Lad mig starte kort med at sige at Avatar: The Game har en genial styring! Spillet er missionsbaseret, og missionerne er delt ind i to forskellige slags. Der er dem hvor du flyver rundt på din flyveøjle, og dem hvor du render rundt i selve verdenen Pandora. Så tag med nu med ind i spilverdenen, der skal forsøge at leve op til filmen.
En vigtig del af missionerne er overblik over hvor mange fjender der er, og hvem der skal dræbes først
Flyvemissionerne kan foretages på Wii Balance Board, hvilket fungerer ganske fint, men faktisk fungerer det endnu bedre med Wii Remote og Nunchuk. Det er i starten virkelig sjovt, men ender desværre med at blive en ensformig suppedas, da du laver det samme igen og igen.
Jord-missionerne er klart sjovere. De er bygget op som stealth-missioner, hvor du skal snige dig rundt og bekæmpe fjender med bue og stav, mens du undgår alarm-systemer og andre ting. Det fungerer rigtig godt og er virkelig sjovt!
Wii kontrollen er udnyttet rigtig godt, bueskydningen fungerer upåklageligt, Wii MotionPlus eller ej. Stavkampene er lidt klumsede i forhold til, men det bliver heller ikke dem du primært kommer til at bruge. Hvis du kommer tæt nok på en fjende uden at han ser dig, kan du også foretage såkaldte "stealth attacks" som dræber svage modstandere på ét hug.
Missionerne er virkelig sjove og relativt udfordrende, men nu er jeg også personligt en stor fan af stealth konceptet. Avatar: The Game har også en meget lille bismag af RPG, da man kan opgradere sin figur undervejs med såkaldte "Eywa Spirits" som man får ved blandt andet at besejre fjender.
Missionerne kan også spilles med en ven, hvilket også fungerer rigtig godt, og klart kan anbefales.
Multiplayer fungerer som sagt glimrende
Når nu Avatar: The Game har så god en grund idé, er det virkelig sørgeligt at udviklerne begår den ene kæmpefejl efter den anden.
For det første er historien i spillet den værste jeg har set i lang, lang tid. Det giver ingen mening, da filmen jo er så episk. Hvorfor ikke bare bruge dén historie, i stedet for den gang bavl Ubisoft har sat sammen. Du styrer en Navi-kriger som går rebel imod de mennesker der invaderer din planet. Og det er sådan set det. Historien bliver fortalt gennem kedelige tekststykker og små cutscenes med ringe grafik og elendigt stemmeskuespil.
Næste billige valg kommer i selve spilopsætningen. Missionsdesignet er som sådan ikke nogen dårlig idé, men du har ingen frihed overhovedet. Missionerne er lineære, du kan ikke udforske planeten og der er ingen neutrale/venlige zoner i spillet. Hvorfor man har valgt at gøre sådan er uden for min fatteevne. Avatar-universet er et af de mest spændende der er skabt i nyere tid, hvorfor så ikke bruge et fulgt ud? Men der er ingen landsbyer, ingen venlige dyr i skoven... Faktisk er der slet ingen "levende" dyr i skoven! Og når nu Avatar-filmen har sit eget kreative sprog, hvorfor skal flyveøglerne så kaldes Banshee (som er et engelsk ord) i stedet for Ikram som ville være det korekte? Alt dette er så ærgerligt, så ærgerligt, for med den styring spillet har, kunne Avatar: The Game have været en ny-klassiker, hvis man altså havde gidet at lave et ordentligt spil.
Det er rart at banerne er så fyldte med udødelige kasser man kan gemme sig bag!
Dette bringer mig til det absolut værste ved spillet... Levetiden! Det tog mig 6 timer at gennemføre spillet! Og det kan gøres hurtigere! Det er simpelthen på ingen måde pengene værd!
Grafisk er Avatar: The Game ikke en fryd for øjet, men heller ikke det værste du kan finde. Pandora er dog ikke specielt godt genskabt og minder nærmere om en almindelig skov end om den eksplosion af lys og farver, som man kender fra filmen. Straks bedre er det i flyvemisionerne, der er noget flottere. Menneskenes byer er også noget sjovere at se på, så snart man forlader skoven. De menneskelige karakterer i spillet ligner dog noget fra et PS1 spil... Stram op Ubisoft!
Lydsiden i Avatar byder på et ganske fint soundtrack, som sagt er stemmeskuespillet i mellemsekvenserne direkte elendigt, men i selve spillet kan det gå an.
Spillet indeholder meget få deciderede boss-kampe men nogle fjender er stærkere end andre
Konklusion
Jeg er vild med stealth konceptet! Det holder, det fungerer og det er sjovt.
Men, men, men... Der er desværre ikke meget mere at komme efter, den middelmådige verden, den elendige historie og spillets korte levetid er nogle af de ting der ødelægger oplevelsen fuldstændigt, hvilket er ærgerligt for spillets ellers geniale styring.
Fysisk udfoldelse
Kommentarer: