Live A Live (Switch)

Skrevet af Zone - 27-07-2022 11:45

Vi lever i en tid, hvor JRPG-spil er mere populære end nogensinde før, og hvor gamle klassikere får nyt liv. Dette er også tilfældet med Live A Live, som for første gang udkommer i Vesten, i dette HD-2D remake af det SNES-spil, som dengang, i 1994, kun udkom i Japan. Nu er spillet så endelig kommet til Vesten i en ny og opdateret udgave. Holder Live A Live den dag i dag, eller føles spillet som et støvet artefakt fra fordums tider? Få svaret i min anmeldelse af denne nye genskabte klassiker fra Square Enix.

Live A Live er en interessant størrelse. Som nævnt er det første gang spillet ser dagens lys på det vestlige marked, og derudover er det et yderst eksperimenterende spil, ikke kun for den tid det udkom i oprindeligt. For bedst at beskrive Live A Live, låner jeg et ord fra film- og literatur-terminologien, nemlig ordet antologi. En antologi er en samling af værker, der ikke nødvendigvis hænger sammen, men som ofte har et tema eller et univers der trækker tråde mellem de forskellige værker i samlingen, som f.eks. Netflix-serien ‘Love, Death and Robots’ eller kortfilmskollektionen sat i Matrix-universet, The Animatrix. Og det er præcis det, som Live A Live er, en samling af fortællinger der på overfladen ikke har nogen sammenhæng, og som har vidt forskellige gameplay-strukturer, kun bundet sammen af kampssystemet, måden man bevæger sig på uden for kamp og den grafisk stil. Spilmæssigt minder spillet rigtig meget om Octopath Traveller, både i det begge spil er ‘HD-2D’-titler, men altså også fordi de begge har en fragmenteret fortællingsstrukur.



Hvert kapitel i antologien tager spilleren til forskellige tidsaldre, med forskellige hovedpersoner, temaer og ‘gimmicks’. I ét kapitel spiller du f.eks. en ninja i det feudale Japan, som får til opgave at snigmyrde en ond, japansk krigsherre, mens du i et andet er en eftersøgt cowboy, ved navn ‘The Kid’, som skal hjælpe med at forsvare en by mod banditter. Hvert kapitel føles som et eksperiment, der skubber ved den gængse forestilling om hvad et JRPG kan være. Et tredje kapitel er f.eks. struktureret som et Street Fighter-spil, mens et fjerde nærmest ikke har noget combat, mens det fortæller en uhyggelig Alien-inspireret thriller-historie på et rumskib. Hvert kapitels ‘gimmick’ føles unik, og man overraskes næsten hver gang man starter et nyt kapitel op. Som resultat er nogle kapitler selvfølgelig bedre end andre, og jeg følte at visse kapitler var decideret frustrerende, enten fordi de var utroligt repetitive eller fordi det var uklart hvordan man progresserede, men det er klart en smagssag, hvad man er mest til.

Kapitlerne i Live A Live er dog væsentligt kortere end først antaget. Du kan gennemføre hvert kapitel på et sted mellem 1-3 timer, og det varierer selvfølgelig fra kapitel til kapitel. Er du derfor til et JRPG hvor du kan dykke ned i et stort, sammenhængende univers i timevis, så er Live A Live måske ikke for dig. Er du derimod til korte, bite-sized fortællinger, vil spillet nok tiltale dig, hvilket faktisk er atypisk for genren. Jeg vil derfor mene at Live A Live egner sig godt til spillere der ikke nødvendigvis er glade for lange JRPG-spil, men som godt kan lide æstetikken i japanske rollespil. Og det er også en perfekt måde at introducere nye fans til genren, da Live A Live ikke er ligeså overvældende som f.eks. Xenoblade Chronicles eller Persona-serien. Selvom kapitlerne lyder fuldstændigt som enkeltstående historier, så bindes de trods alt sammen på en interessant måde hen mod slutningen. Og uden at spolere noget, så vil jeg opfordre til at man spiller alle kapitler igennem.



Kampsystemet går som sagt på tværs af hele spillet. Det har derfor været nødvendigt for spildesignerne at lave et system der favner bredt og som både er nemt at bruge og forstå. Det kan være lidt overvældende i starten, især hvis man kommer til at vælge et kapitel der har sværere kampe end andre, som det første (det gjorde undertegnede), men når man får det ind under huden er det et af de mest tilgængelige systemer jeg længe har prøvet i et JRPG. Det er et turbaseret system, hvor man kan bevæge sine figurer rundt på et firkantet net (kendt som ‘grid’ på engelsk). Hvert felt i nettet er et sted hvor du eller en fjende kan stå, og alle angreb og skills i spillet har en prædefineret ‘range’ de kan nå og angribe i. Den taktiske dybde ligger generelt i positionering ift. Fjenden og deres angreb, samt at bruge angreb hvis ‘property’ er stærk overfor den gældne fjende. Man skal dog ikke tænke på ret meget opsætning udenfor kamp ift. Equipment og skills, da man altid kan bruge alle de skills ens karakter har lært. Derudover opererer man med meget lave ‘level’ værdier, så det er sjældent at ens karakterer kommer over level 10, hvilket også medvirker til at holde spillet ‘simplere’ end andre JRPG-spil. Det er, til trods for spillets oprindelige udgivelsesår, en frisk tilgang til genren.



Der hvor Live A Live for alvor charmerer sig ind på én er spillets præsentation. Det er nok det der vil lokke flest spillere til at købe spillet, og af god grund. Grafikken er som sagt genskabt i den nymoderne ‘HD-2D’ grafikstil, hvor 2D Sprites render rundt i 3D omgivelser, ofte inspireret af både fordums tiders præ-renderede baggrunde og moderne voxel-baserede spil. Det giver en følelse af nostalgi, med et moderne twist, som er super charmende og virkelig, virkelig flot. Hvert kapitel har sprites og omgivelser der passer perfekt til kapitlets tema, men stadigvæk føler man at det er det samme spil, nemlig Live A Live, at man spiller. Der er masser af detaljer og jeg fangede ofte mig selv i at tage masser af billeder med Switchens ‘screenshot’-funktion. Fordi spillet besøger så mange tidsaldre, arkitekturer og stemninger, får man mange fantastiske vistaer at se, mens detaljegraden er fænomenal.
Derudover kører spillet rigtig fint, med ingen nævneværdige ‘framerate’ problemer. Spillet loader også virkelig hurtigt, ja nærmest så hurtigt at man aldrig kan nå at læse de lange tips og tricks der står på load-skærmen. Det er kærkomment, da der faktisk er mange load-skærme, men tippene føles en smule overflødige, når man alligevel ikke kan læse dem.



En anden side af spillets præsentation der også gør det fænomenalt er lydsiden. Musik i JRPG-spil har altid en særlig rolle, især i de lidt ældre af slagsen, da det er med til at sætte den rette stemning. Komponisk Yoko Shimomura, som i øvrigt også er kendt for sin musik i Mario and Luigi-serien og Kingdom Hearts-serien, har skrevet nogle virkelig medrivende musiknumre, som er blevet genskabt med passion og lyder helt fantastiske i Switch-udgaven. Kampmusikken er energisk, og er altid tilpasset til tidsalderen, udover boss-temaet, som altid er det samme - en vaskeægte ‘banger’. Og så er der både plads til følelsesladet og fjollet musik, når situationen kræver det. En af sangene ‘GO! GO! Steel Titan!” har tilmed fået en sangtekst i dens moderne udgave, og lyder nu præcis som en titelsang til en gammel japansk Power Rangers-serie eller anime. Denne kan nydes i ‘Near Future’-kapitlet.

Stemmeskuespillet er derudover også rigtig godt. Det er af samme kaliber som Octopath Traveller og Triangle Strategy, og selvom det er en smule overleveret, så lyder det godt. Især fordi stemmerne passer til deres temaer og tidsaldre. The Kid fra det vilde vesten lyder præcis, som en garvet og gammel cowboy-legende, med sin dybe, hæse stemme, mens ‘Prehistory’-kapitlet, hvor ingen af figurerer kan snakke, stadig leverer passende mængder af hulemandslyde. Det er nok ikke alle der vil være enige i om det er godt stemmeskuespil eller ej, da noget af det kan føles overleveret, men jeg føler det passer godt til de enkelte kapitlers temaer. Det er selvfølgelig også hjulpet godt på vej af en velskrevet dialog, der også altid tager højde for sit kapitels tidsalder og stemning.

Konklusion

Live A Live er et utroligt interessant eksperiment, som presser JRPG-genren og formatet til sit yderste, med sine korte historier der alle har deres eget ‘gimmick’ og fortællestruktur. Hver historie fortæller sin egen afrundede fortælling og er ganske kort, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, da hvert kapitel får lov til at stå på egne ben. Kampsystemet er et friskt pust, som tager et mere simpelt approach end andre spil i JRPG-genren, og man føler sig aldrig overvældet. Derudover kan det nemt tilpasses til hver tidsalder de forskellige kapitler foregår i, uden det virker upassende. Præsentationen af spillet ser både godt ud og lyder fremragende. Spillet har en charmerende ‘HD-2D-grafikstil med sans for detajler, smukke omgivelser og flotte sprite designs, samt en lydside der er en fryd for øregangen, både i gennem Yoko Shomimuras musik, men også det velfungerende stemmeskuespil, som tager kapitlernes temaer serøst. Dialogen er også velskrevet og godt oversat. Alt i alt er Live A Live en charmende, interessant og eksperimentiel oplevelse, som bryder med genrens konventioner og som passer godt til spillere der hellere vil have en overskuelig JRPG-oplevelse, fremfor et 100 timers eventyr, og passer også rigtig godt til nye fans i genren, som måske føler sig lidt overvældet af komplekse kampsystemer og langtrukne historier. Tilgengæld vil hardcore JRPG-fans måske føle at spillet er lidt for kort, lidt for ufokuseret og lidt for simpelt. Fans af genren skylder dog sig selv at spille Live A Live, da det er et friskt pust, der ikke går på kompromis med sin vision.

Kommentarer: