Super Mario 3D World (Wii U)

Skrevet af KJ85 - 05-12-2013 23:01

Wii U er kun lige fyldt et år, men allerede nu har Nintendo produceret hele tre Mario-platformsspil til konsollen (givet at vi inkluderer New Super Luigi U i den kategori). Den tredje udgivelse er Super Mario 3D World, og spørgsmålet er så, om denne udgivelse er den, der bør få folk til at flokkes om Wii U, nu når de to første åbenlyst ikke har været nok til at lokke publikum til – lad os finde ud af det.

I modsætning til New Super Mario Bros.-spillene er der tale om en platformer i 3D, der som udgangspunkt støtter sig op ad stilen fra Super Mario 3D Land til 3DS’en. Denne gang er det dog ikke kun for en spiller, som på den håndholdte, men for fire spillere, og det skal vi nok komme tilbage til senere. Lad os i stedet starte med spillets udgangspunkt eller historien så at sige. Dette spil starter nemlig ikke som mange ville forvente det med, at Bowser kidnapper Princess Peach – i stedet ser vi i introsekvensen, hvordan Mario, Luigi, Peach og Toad på en tur i Mushroom Kingdom møder et gennemsigtigt rør, hvorfra en lille fe-lignende skabning dukker op og fortæller, at Bowser har kidnappet adskillige af dette væsens venner. Ud kommer Bowser og fanger skabningen i et glas og så må Mario og hans venner straks følge efter til Sprixie Kingdom, hvor deres opgave bliver at stoppe Bowser og redde Sprixie’erne.

Når du starter spillet får du mulighed for at starte ud på en af tre save-filer og du kan frit vælge mellem spillets fire spilbare karakterer; Mario, Luigi, Peach og Toad. Mario spiller som vi kender ham. Luigi kan hoppe højere, men skøjter lidt rundt på underlaget. Peach kan svæve et kort stykke gennem luften, men er til gengæld lidt langsommere. Sidst, men ikke mindst, løber Toad hurtigere end de andre, men han kan ikke hoppe så højt. Ligeledes står det dig også frit at vælge, hvilken controller du vil spille med - selv når du spiller alene. Man kan selvfølgelig bruge Wii U GamePad, men derudover kan det også spilles med Wii Remote, Wii U Pro Controller, Wii Remote + Nunchuk samt Classic Controller (Pro). Selv spillede jeg med Wii U GamePad og det er derfor den controller jeg tager udgangspunkt i når jeg gennemgår kontrolskemaet senere.

Som i alle 2D-spillene siden Super Mario Bros. 3 foretager du valget af bane fra et stort verdenskort, men denne gang opdager du straks, at du har frihed til at gå på udforskning derpå uden at følge tilrettelagte ruter. Der er endda skjulte mønter, ekstra liv og coin blocks at finde på kortet, så nu fungerer det ikke udelukkende som en hub. Selvom det er muligt frit at gå rundt på kortet kan du dog ikke bare vælge en hvilken som helst bane fra start. De skal stadig klares i rækkefølge, men til tider deler vejen sig og her kan man godt hoppe over en bane, hvis man bedre kan klare den anden. Sprixie Kingdom er selvfølgelig også opdelt i flere verdener, som vi kender det fra andre Mario-spil, men det er ikke de samme otte slidte temaer, som folk kender fra New Super Mario Bros.-spillene.

Allerede i spillets første bane støder vi på flere nye elementer i Mario-universet. Der er nye fjender, der er de gennemsigtige rør, hvori du til tider selv skal vælge bevægelsesretning, og så er der selvfølgelig den nye power-up, klokken, der placerer din karakter i et kattekostume. Som kat kan du kravle op ad væggene, kradse med klørene for at angribe fjender og tilføre en hurtig bevægelse skråt nedad til dine hop. De nye tiltag stopper imidlertid slet ikke der og således står det i det hele taget hurtigt klart, at Super Mario 3D World er den mest fornyende udgivelse i Mario-universet længe.


Spillet starter ganske let ud i de første par verdener, hvor vi udover kattekostumet også introduceres for Plessie, en sød dragelignende skabning, hvis ryg du skal sidde på i nogle baner, mens du navigerer den ned ad eksempelvis et vandfald, og en anden ny power-up, det dobbelte kirsebær, der fremkalder en kopi af din karakter, men sværhedsgraden skrues lige så stille og roligt op undervejs, så du skal nok blive udfordret.

Hver verden indeholder 5-7 baner, 1-2 kampe mod fjender, en Captain Toad- eller Mystery Box-bane (hvad disse går ud på skal jeg nok forklare senere) samt en afsluttende bane foregående på et slot, i en tank-parade eller på et tog. Der foruden kan man også finde svampehuse med items, Sprixie-huse med stempler og jackpot-automater, hvor man kan vinde 100-777 mønter. Vil du gerne hele vejen gennem spillet, skal du ikke blot klare disse baner, men også være på udkig efter grønne stjerner, hvilke der er gemt tre af i hver af de ordinære baner og som også kan fås i de andre udfordringer. Nogle steder kræves det nemlig ganske enkelt, at du har mere end et vist antal for at komme videre.

De almindelige baner samt den afsluttende bane har vi nok alle godt styr på hvordan spilles. Efter alle platform-spillenes kunst skal man ganske enkelt løbe, hoppe og kæmpe sin vej til mål, hvor den klassiske flagstang står placeret. Der er ganske givet stor variation i banerne og udvalget af power-ups er forskelligt, men i mange henseender er det Mario-spil som vi kender og elsker dem. Halvejs i de fleste af banerne findes et check-point, hvorfra man starter, hvis man dør og det giver ikke noget ekstra liv at ramme toppen af flagstangen sidst i banen - til gengæld udmønter det sig i, at flaget bliver gyldent, hvilket også har en særlig betydning. Hver af de afsluttende baner i verdenerne indeholder desuden en boss-kamp undervejs, men sådanne kan du også støde på i nogle af de 1-2 kampe mod fjender, der er at finde på kortet.

I Captain Toad-banerne, hvilke ligesom Mystery House-banerne kan spilles fra start i hver verden, styrer du Captain Toad fra Super Mario Galaxy-spillene rundt i særligt designede baner, hvor du skal samle et vist antal grønne stjerner. Captain Toad kan ikke hoppe, så i stedet gælder det om at undgå fjender og snedigt planlægge sin rute gennem banerne. For at gøre det er det også nødvendigt at gøre godt brug af kameraet, der navigeres med den højre styrepind – banerne er nemlig praktisk talt kvadratiske og du får brug for at undersøge dem fra alle flere vinkler.


Mystery House-banerne består af en række udfordringer, der hver især skal klares på 10 sekunder. Det kan være fjender, der skal besejres, fakler der skal tændes eller ganske enkelt en stjerne der skal nås inden for tidsgrænsen – ja, det kan være mange ting. Når man ikke at klare en udfordring bliver man kastet tilbage til det første rum og kan så forsøge sig igen indtil man kommer gennem alle udfordringer.

Svampehusene med items kender vi fra tidligere spil, men det er altid lidt forskelligt, hvordan de virker. I denne udgivelse giver en Toad dig valget mellem en stor og en lille gave, hvor den ene indeholder en svamp og den anden indeholder fire power-ups. Hvilken gave, der indeholder hvad, er tilfældigt, men det giver en god grund til at nævne de forskellige power-ups i spillet. Ud over den almindelige svamp, der gør dig normal, hvis du er blevet lille er der selvfølgelig ildblomsten og den klassiske stjerne, der gør dig uovervindelig et kort stykke tid. Dertil kommer boomerangen, som vi så indført i Super Mario 3D Land, Tanooki-dragten med de egenskaber vi kender fra samme spil og ikke mindst det nye kattekostume og det dobbelte kirsebær. Derudover findes der en række items, som karaktererne kan bære på hovedet/fødderne i enkelte baner. Her finder vi propel-blokken, den uudtømmelige coin block, et Gooma-hoved, der lader dig gå forbi fjender, en lys-blok, der kan oplyse rummet og dræbe spøgelser, en kanon-blok, hvormed du kan sende projektiler afsted samt en skøjte, der letter din færd over isglatte områder.

Sprixie-husene indeholder som jeg nævnte tidligere nogle stempler, og disse er der også i hver af spillets baner gemt et af. Stemplerne er skabt med det formål, at de kan anvendes til at kreere små finurlige tegninger på Miiverse, og de kan udelukkende anvendes når du poster beskeder fra selve spillet. Det får du muligheden for at gøre hver gang en bane afsluttes, men du kan også gøre det fra verdenskortet med et hurtigt klik på tablet-controlleren. I spillet kan du også vælge om beskeder fra andre spillere skal dukke op i dit spil, og på den måde behøver det ikke føles som om, at du spiller for dig selv. Yderligere kan du sågar vælge om andre personers Miis skal dukke op som ghost data i banerne, så du måske kan lære noget af dem.


Spillet kan som sagt nydes helt alene eller sammen med op til tre medspillere. Når der er mere end en deltager er det værd at bemærke, at kun player 1 får lov at navigere på kortet, mens de andre blot kan hoppe. Anderledes står det selvfølgelig til i banerne, hvor I kan vælge at samarbejde om at nå til flagstangen sidst i banen eller fare igennem, hver spiller for sig. Sakker man bagefter bliver man som i New Super Mario Bros.-spillene kastet i en boble, hvorfra man med et tryk på A/B kan slippe fri. Man kan dog også helt frivilligt lade sig indkapsle med et tryk på L/R, hvis man står over for et område, hvor man ikke tror på egne evner og vil lade en anden gøre arbejdet. Som noget nyt deler alle spillere en fælles pulje af liv, så nu ser man ikke længere, at en spiller pludselig ikke kan være med længere med mindre der simpelthen ikke er flere at tage af i den fælles pulje. Efter hver bane får man desuden en opgørelse over de point spillerne hver især har skrabet sammen i banen, og vinderene bliver præmieret med en kongekrone, som de andre kan gå efter at stjæle i den næste bane. Egentlig en ret overflødig tilføjelse, men den kan bringe konkurrenceelementer op og gøre spiloplevelsen endnu mere kaotisk. Hvem ved måske bliver du pludselig samlet op af en medspiller og kastet i døden, så han/hun selv kan samle flere point.

Kigger vi lidt overfladisk på det, var det en nogenlunde opsummering af det indhold du vil blive stillet over for i Super Mario 3D World, men hvilket indtryk det efterlader hos spilleren er selvfølgelig det vigtigste og i det kommende får i min vurdering.

Det gode:
Det bør ikke komme som nogen overraskelse, at troldmændene hos Nintendo EAD Tokyo endnu en gang har skabt et visuelt fremragende spil. Super Mario Galaxy 2 var blandt de pæneste udgivelser på Wii, Super Mario 3D Land satte standarden for, hvordan 3D-spil burde se ud på 3DS’en og i Super Mario 3D World viser udviklerne, at deres første udgivelse med HD-grafik også formår at imponere. Der er selvfølgelige ikke tale om virkelighedstro grafik med et hav af teksturer, men det er heller ikke det man forbinder med Mario-spil, så det er fuldtud tilfredsstillende med flotte karaktermodeller og farverige miljøer.

Ligeledes er der på lydsiden dømt guf for enhver. Til forskel fra New Super Mario Bros.-spillene har denne udgivelse fået fuldt orkestrerede temaer, og det er simpelthen en nydelse at lytte til både de nye melodier såvel som nye versioner af temaer fra ældre udgivelser. Alt sammen virker rigtig stemningsfyldt, og man kan høre at der er kælet for detaljerne. Eksempelvis forandres musikken i banerne, hvis du hopper i vandet og tonerne bliver derfor dybere og temaet mere fladt.


Noget af det vigtigste i ethvert platform-spil er, at kontrollen over karaktererne er præcis og ellers nogenlunde let at gå til, og det er den. Som udgangspunkt har du kun brug for de mest basale bevægelser. Du bevæger dig på venstre analog, løber eller angriber på X/Y, hopper på A/B og dukker dig, ground pound’er eller går ned i Warp Pipes på ZL/ZR. Der findes dog også en lang række avancerede kontrolmuligheder for erfarne spillere, som med fordel kan anvendes i nogle situationer. Man kan udføre et langt hop ved at trykke ZL efterfulgt af A mens man løber, og det kan gøres endnu længere ved først at dukke sig for derefter at trykke X for at rulle og efterfølgende hoppe med A. Der findes også et par metoder at hoppe højere på – man kan dreje rundt i cirkler til karakteren snurrer rundt og efterfølgende hoppe eller man kan udføre et ground pound efterfulgt af et hop. Alt i alt er det muligheder der belønner spilleren for at mestre kontrolskemaet, og det er virkelig prisværdigt når double og triple jumps ikke længere er en del af morskaben.

Vi kan heller ikke sige platformspil uden også at snakke banedesign og kreativitet, og på det punkt kan der ikke være nogen tvivl om, at Super Mario 3D World er et mesterværk. Det bugner simpelthen med mindeværdige oplevelser og banerne er så forskellige fra hinanden, at det aldrig bliver kedeligt. Som konsekvens er det næsten umuligt at udpege nogen decideret favoritbane og der er så mange gode, at det ville være umuligt at nævne dem alle. Der er horisontale baner, der er vertikale baner, der er baner med top-down perskektiv inspireret af Zelda eller klassiske space shooters, der er rutsjebaneagtige baner med Plessie, der er baner fokuseret på fart med 100 sekunder på tælleren og der er simpelthen ingen grænser for udviklernes kreativitet. Mystery Box-banerne er gode med den høje intensitet og tidspresset, Captain Toad-banerne er charmerende på sin helt egen facon og kunne sagtens være udgangspunkt for noget Nintendo kunne bruge i en mindre eShop-udgivelse, og ikke mindst er de fleste af boss-kampene underholdene om end de måske ikke er det sværeste i spillet.


Det er ikke nogen hemmelighed, at Nintendo med Super Mario 3D World forsøger at bringe 2D- og 3D-spillene tættere på hinanden, og som en stor tilhænger af 3D-spillene er det rart at se, at selvom spillet benytter flere elementer fra 2D-spillene er det ikke bare det samme spil i ny indpakning. Det føles som en velsignelse, at de temalagte verdener ikke binder indholdet på samme måde som tidligere, at der ikke skal være et midtvejs-slot og at den sidste bane i hver verden ikke altid skal være et slot. Sådan var det sådan set også i Super Mario 3D Land, men i denne udgivelse er variationen endnu større, hvilket gør de afsluttende baner endnu mere mindeværdige. Tog-banerne og tank-paraderne er ganske enkelt fantastiske tilføjelser.

Super Mario 3D World er bare et af de spil, som du når du først får det i hænderne har virkelig svært ved at kaste fra dig igen. Af den årsag kunne man selvfølgelig godt være bange for, at spillet er kor kort, men det er heldigvis ikke tilfældet. Jeg vil ikke afsløre præcis, hvor mange baner der er, men vil blot slå fast, at man ikke skal være bange for at løbe tør for nyt indhold de første mange timer. Bedst som man tror at spillet er spillet ende dukker den næste verden op, og sådan bliver det ved. Vil du åbne op for alt indhold kræver det ikke blot at du klarer banerne – du skal også samle samtlige grønne stjerner, samle alle stempler og nå til tops i alle flagstænger, og derfor har du altså en rigtig god grund til at genspille mange af banerne. I jagten på at gøre dette åbner du sågar op for endnu en spilbar karakter og vil også finde ud af at spillet ikke er 100% gennemført før alle baner er gennemført med alle fem karakterer.


I jagten på samtlige stjerner stempler og gyldne flagstænger er det virkelig rart, at man let på kortet kan se, hvor man har hængepartier. Stemplerne er godt nok ikke markeret på kortet, men det kommer frem, hvis man går tæt på den enkelte bane og alternativt kan man bringe det store overblik frem med et klik på minus-knappen, hvor den samlede status over indsamlede stempler og stjerner med mere kan findes. Jeg kan garantere, at det er en tidskrævende opgave, men det er det hele værd når man møder de udfordringer der venter i den sidste verden – den er simpelthen frustrerende udfordrende, og jeg elsker når et spil er det uden at være uretfærdigt.

Der er simpelthen så meget godt at sige om denne udgivelse, at det er svært at få det hele med, men det skal selvfølgelig siges, at det i særdeleshed også er underholdende med flere spillere. Lige meget, hvor gode intentioner I har om at samarbejde vil der altid opstå lidt sund konkurrence spillerne imellem og det er fantastisk underholdende. Det en fryd, at de spilbare karakterer ikke er ens i bevægelserne, for det gør virkelig valget af karakter relevant. Sidst men ikke mindst bliver Wii U GamePad også brugt aktivt på en rigtig god måde, da spilleren med tablet-controlleren kan tilbageholde fjender, smadre blokke, synliggøre usynlige blokke og påvirke baneelementer både med touch-skærmen og ved at blæse i mikrofonen – det hele kan gøres, ligegyldigt om du kontrollerer en karakter med controlleren eller ej.

Det dårlige:
I har nok allerede fundet ud af, at denne anmeldelse vil have en overflod af positive elementer, og man skal da også virkelig lede længe efter noget dårligt at sige. Det første der dog falder ind når man får tænkt oplevelsen igennem er spillets kamera. Det er ikke decideret dårligt, og der er mulighed for at justere det med den højre analog Du har dog ikke fuld frihed og derfor er det ikke altid de vinkler du gerne vil have, som du får at se. Det skyldes selvfølgelig nok, at man ikke skal være i stand til at finde hemmeligheder ved at justere kameraet, og derfor kan det også accepteres, men kameravinklerne kan virkelig snyde dig i nogle tilfælde. Måske er jeg bare blevet forvænnet af 3DS’ens stereoskopiske 3D-effekt, men i en bane blev jeg simpelthen ved med at løbe i døden fordi jeg ikke var i stand til at bedømme dybden i billedet og sådan burde det ikke være.


Andre vil sikkert også kritisere udvalget af bosser, for det forholder sig nemlig sådan, at du møder dem alle minimum to gange. En boss-kamp er altid sjovest første gang, og selvom de alle er sværere anden gang, så ved du, hvad du skal gøre og udfordringen bliver som konsekvens deraf måske ikke lige så stor. Personligt generede det mig ikke, men det burde alligevel nævnes.

Den ideelle spiller:
Dette afsnit er egentlig ret irrelevant i denne anmeldelse, for det eneste spørgsmål du bør stille dig selv er; ”kan du lide videospil? ” Kan du svare ja på det spørgsmål bør der ikke være den mindste tvivl om, at du kan lide Super Mario 3D World. Spillet er både for unge og gamle, erfarne og uerfarne – der er noget at komme efter for enhver.

Konklusion:
Super Mario 3D World er et fantastisk platform-spil spækket med kreativitet og kan med sikkerhed kaldes det absolut bedste spil til Wii U for nu. Spillet er grafisk flot og banerne så forskellige, at det aldrig nogensinde bliver kedeligt. Som Nintendo-fan kan man kun blive glad for de mange referencer til andre spil, og banerne er ofte et komplet studie i banedesign, hvor elementer præsenteres lidt ad gangen for til sidst at kombinere dem til en vaskeægte udfordring. Det bliver ganske enkelt ikke bedre og hvis muligheden for at spille 3D-Mario med op til fire venner ikke er nok til at drage folk til konsollen, så ved jeg ikke, hvad der kan.

Kommentarer: