2022: Året hvor jeg blev JRPG-fan påny

Skrevet af Zone - 28-12-2022 21:53

I et år hvor der var langt mellem store udgivelser, og endnu større udgivelser blev skubbet (Jeg kigger på dig, Tears of the Kingdom), har det måske været et lidt tomt år på Nintendo Switch, sammenlignet med år som 2017 eller 2019. Ikke for at sige at de udgivelser, der kom ikke var gode, men der var alligevel masser af tid til at dykke ned i nye genrer, og gamle spil man ikke havde gennemført, mens man ventede på den næste officielle Nintendo-udgivelse. Der er dog især én genre der har blomstret frem i det forgangne år, og den genre er JRPG-spil. Vi vidste allerede at året var spækket med JRPG-titler inden vi gik ind i 2022, men jeg havde ingen idé om at 2022 ville blive året hvor min kærlighed for genren blev fornyet i stor stil.

Jeg siger fornyet, for der var engang hvor JRPG-genren var min favoritgenre af dem alle. Spil hvor storslåede eventyr med helte og skurke var i førersædet, og verdens skæbne var på spil. Spil hvor man skulle vente på sin tur før man kunne få lov at slå, hvor der var kæmpe verdenskort at udforske og farverige byer at rejse til. Kun fantasien satte grænser, men pludselig føltes spillene bedagede og træge, mens action-orienterede eventyr lokkede med deres høje tempo og adrenalin pumpende kampe. For nogle år tilbage var jeg begyndt at fortælle mig selv at mine klassiske JRPG-dage var talte, men i 2022 skete der alligevel en forandring i den fortælling og konge genopstod som min mest spillede genre. I denne artikel vil jeg fortælle om min kærlighed til JRPG-spil, hvorfor jeg mistede interessen og hvordan den kom tilbage i 2022. Spænd dig fast, det bliver en af de lange!



Hvad er et JRPG?
Men inden vi dykker for dybt ned i mine minder fra fortiden og mine oplevelser fra 2022, så skal vi måske lige definere hvad faen’ sådan et JRPG er. RPG står, som de fleste gamere nok ved, for Roleplaying Game eller på dansk, rollespil. Når vi taler videospil, så hentyder RPG-spil generelt til spil, hvor du kan samle erfaringspoint og gå op i niveau, forøge dine stats, så som styrke eller intellekt og i de fleste tilfælde justere din(e) karakter(ers) evner og stats, som du vil, nogle gange med en dertilhørende ‘klasse’ (class), der skaber både begrænsninger og muligheder. Har jeg glemt noget? Det har jeg sikkert!

Men hvad står J’et i JRPG så for? Er det overhovedet vigtigt? Og ja... Ja det er det. J’et i JRPG står for Japanese, som i Japansk og Japanske Rollespil er en størrelse for sig, ja nærmest en genre i sig selv! I de sene 80’ere, og især op gennem 90’erne, definerede de japanske udviklere RPG-spillene på hjemmekonsollerne. Helt tilbage på NES så vi starten af den legendariske Final Fantasy-serie, som mange JRPG-spil, selv den dag i dag, stadigvæk refererer til. Hele vejen op igennem 90’erne, for hver ny konsolgeneration, blev der lavet større og flottere JRPG-spil, fra legendariske udviklere som Squaresoft, Enix (Square Enix i dag), Konami, Sega, Atlus, Capcom og ikke mindst Nintendo selv og deres partnere, med serier som Earthbound og Pokémon.



I næsten 20 år dominerede japanske udviklere RPG-genren på hjemmekonsoller (ikke så meget på PC, men det er heller ikke super relevant for denne artikel) og de satte deres helt særlige præg på genren, som stadig kan mærkes den dag i dag. Fælles for næsten alle de fantastiske, gamle JRPG-spil, er at hovedkaraktererne har farverigt og sprudlende hår, at fortællingen foregår i fantasifulde verdener (ikke kun middelalderlige omgivelser) og at man nærmest altid skal redde verden fra undergang. Karaktererne, som man sjældent selv skaber (modsat vestlige RPG-oplevelser) er passionerede og skøre, og ofte har spillene nogle af de største grupper af følgesvende, med vidt forskellige evner og historier. Og som nævnt har den japanske popkultur en stærk tilstedeværelse i spillene, med anime/manga-inspireret grafik og musik, mens mange af de traditionelle stereotyper fra anime også er med. Men med det sagt, så formår JRPG-spillene, især dem fra 90’erne, at fortælle langt mere spændende historier end mange japanske anime/manga-serier - i hvert fald hvis I spørger mig, som erfaren Otaku (det ord må I selv slå op)!


Den gamle flamme: JRPG-genren
Dengang Zone var barn, var JRPG-genren konge. De bedste spil jeg spillede var fra den genre, og det var ofte de spil, der satte dybe spor i min bevidsthed og personlighed. Mit første spil i genren var Shining Force II til Sega Mega Drive, et taktisk rollespil i stil med Fire Emblem, men som har en del flere elementer tilfælles med Final Fantasy eller Dragon Quest, da man frit kunne udforske spillets verden. Det var denne frihed til at udforske en stor, og mere eller mindre, åben verden, med byer og farverige karakterer, der tiltalte mig og da jeg senere skaffede mig en Playstation (fy fy skamme, I know) åbnede JRPG verdenen sig endnu mere op for mig.



Især én serie står klokkeklart i min erindring. Selvom serien havde eksisteret siden 80’erne, var det først i de sene 90’ere, og med spillets syvende installation, at jeg for alvor stiftede bekendtskab med Final Fantasy. Final Fantasy VII (7) var revolutionerende for mig, som gamer, og pludselig fik jeg et personligt forhold til et spils verden og karakterer. Der var kun ét andet spil der havde givet mig den følelse før, nemlig, nemlig The Legend of Zelda: Ocarina of Time til Nintendo 64 (selvom spillet er et år ældre end OoT, fik jeg først købt FF7 senere, da jeg endnu ikke ejede en Playstation, da OoT udkom).

Det syvende Final Fantasy (og det bedste, selvfølgelig) introducerede mig til den distancerede hovedperson Cloud Strife, der sammen med Avalanche, en gruppe af militante miljøforkæmpere, tager kampen op mod det grådige energiselskab, ShinRa (det lyder skræmmende relevant for nutidens verden). Selve intro-sekvensen var nærmest livsforandrende og viste mig allerede fra første sekundt, hvor specielt et spil Final Fantasy VII ville blive for mig. Introen starter i mørke, men over de næste kun to minutter, som der går inden gameplayet går igang, oplever spilleren en crescendo af stemning og forventning! I denne one-take cutscene, der har en nærmest flydende overgang fra cutscene til gameplay, får man både et glimt verdenens magiske mystik, samt et fugleperspektiv af fremtidsbyen Midgar, der skriger af dystopi og cool-faktor.

Jeg forstod ikke en dyt af, hvor jeg var eller hvad der foregik i spillet, men efter den kontante introduktion, var jeg målløs, investeret og nysgerrig efter svar efter den stemning og æstetik som spillet havde sat i sine første få minutter. Og hvilket eventyr der ventede forude. Spillet formåede at overraske gang på gang, både som spil og fortælling. Final Fantasy VIIs første timer foregår udelukkende i Midgar, og som førstegangspiller troede jeg kun at spillet foregik der. Pludselig kommer man ud af byen, efter en hæsblæsende serie af begivenheder og med ét åbner verdenen sig op, og spillet tager en helt anden drejning end forventet. Hvem er Sephiroth? Hvad er JENOVA? Hvorfor er Shinra efter Aerith? Alle de spørgsmål bliver besvaret i løbet af spillet, og mange flere opstår og bliver besvaret undervejs. En ting er sikkert: Final Fantasy VII var med til at cementere JRPG-genren som min favorit i mine unge år og spillet står stadig knivskarpt den dag i dag. Sidenhen blev Final Fantasy-serien en besættelse for mig, og jeg har spillet alle spil i serien lige siden. Nogle FF-spil er bedre end andre, men serien har altid fanget JRPG-magien til perfektion.



Også Suikoden stod mig meget nært. Konamis JRPG-serie handler om krig, oprør og magi, og ens mål er at samle en hær af unikke personligheder, så man kan bekæmpe den undertrykkende ondskab man nu engang kæmper imod i det givne spil. Man kan samle 108 karakterer, som alle har en funktion, enten som soldat eller facilitator (butiksejer, kromutter, gambler, etc.). Jo flere du samler, jo større bliver dit hovedkvarter og man bliver nærmest besat af at samle dem alle - nogle kan være ret svære uden en guide. Modsat Final Fantasy foregår alle spillene i det samme univers, dog på forskellige tidspunkter på tidslinjen, mens karakterer endda går igen spillene i mellem. Suikoden 1 og Suikoden 2 var især helt specielle for mig. Spillene har en autenticitet i sit univers, der gør historierne mere jordnære, trods de mange fantasy-elementer spillene også indeholder.

Et sidste eksempel på et banebrydende og nærmest livsændrende JRPG-eventyr er selvfølgelig Pokémon Rød. Jeg var allerede stor fan af JRPGs, så det var en no-brainer at jeg ville kunne lide spillet. Men ligesom så mange andre blev jeg fuldstændig besat af Pokémon. Jeg skulle fange dem alle i mit spil, blive Pokémon-mester og stå tidligt op om søndagen for at se anime-serien. Min mani med spillet blev kun fordoblet da jeg fik Pokémon Sølv, som gjorde alt bedre end det første spil, og havde det vildeste ‘end game’ jeg havde set i et spil på Gameboy.



Jeg har spillet mange andre spil i JRPG-genren siden hen, og set alle mulige afskygninger af kampsystemer og grafikstile. Spil som Grandia, Star Ocean, Breath of Fire og Skies of Arcadia, for bare at nævne nogle stykker. Det var især eventyret i at udforske en fantastisk, unik verden der tiltalte mig, og at møde karakterer og se deres udvikling i løbet af spillene, som gjorde at man blev knyttet til de her fiktive personer, på en helt anden måde end man gjorde i andre medier, så som film eller bøger.

De “mørke” år
Men over tid begyndte magien at forsvinde. JRPGs blev langsommelige og træge, og jeg følte ikke, der var den samme innovation indenfor genren som der var i 90’erne og start 00’erne. Selvom jeg stadig købte det nyeste Final Fantasy når det udkom, eller købte Persona 5 Royal, da det endelig kom på tilbud, så var det meget sjældent jeg kom igennem spillene. Selv spil der prøvede at udfordre genrens konventioner, som Xenoblade Chronicles, kunne ikke fange mig, selvom de også dengang opfyldte alle de kriterier, der skulle til for at få mig hooked på et JRPG.

Jeg mistede tålmodigheden til gennemleve turbaserede kampe og bruge timevis på at rode rundt i menuer og lave den perfekte opsætning. Action gameplay blev mere og mere tiltalende, og jeg begyndte at fokusere mere af min tid på Zelda-spil, MMORPG’er, Soulslikes og andre realtime genrer. Aktive spilmekanikker interesserede mig i højere grad end passive, og jeg gik mere op i følelsen af at styre en karakter og bruge et bestemt våben, hvilket ikke altid var lige nemt at kommunikere i JRPG-spillene. Det lyder som en dårlig ting, at jeg bevægede mig væk fra JRPG-spillene, men det var det nu ikke. Open World-genren blev mere og mere populær, som min kærlighed til JRPG’er var dalende, og pludselig var det de spil, der gav mig følelsen af eventyr og udforskning, som JRPG-spillene ellers havde givet mig i sin tid.



Især Breath of the Wild føltes som at blive forelsket i videospil påny, og følelsen det spil gav mig var på højde med Ocarina of Time og Final Fantasy VII. Historiefortællingen, som jeg også satte stor pris på i JRPGs, fik jeg især fra unikke indie-spil, som Papers Please eller Bastion, som fortalte historier på en helt anden måde. Så jeg følte ikke et savn, da jeg stoppede med at spille JRPG-spil. Men jeg var stadig en smule ærgerlig over, at jeg ikke satte tid af til den genre, som formede mig som gamer i mine unge år.

Spillene der fornyede kærligheden
Der begyndte dog så småt at ske noget, da Nintendo Switch udkom i 2017. Xenoblade Chronicles 2 formåede i Switchens første leveår at få mig til at spille halvdelen af spillet igennem, men som forventet gik jeg desværre død i det. Men da Square Enix udgav Octopath Traveler, kunne jeg ikke lade være med at blive usædvanligt hyped på et nyt JRPG-spil. Spillet lignede de helt gamle pixelklassikere, men med et moderne flair, der gjorde at min utålmodighed ikke satte alarmklokkerne i gang. Spillet har sine problemer, især i historiedelen, men gameplayet føles friskt og tempofyldt, selvom det er turbaseret. Man kan gemme ture og lave større actions jo mere man venter og senere åbner spillet sig endnu mere op, så man kan tilpasse sine figurer på måde der er nem at forstå, men svær at mestre. Octopath Traveler havde en lettere indgangsvinkel end tidligere forsøg og herfra begyndte jeg langsomt at komme tilbage til genren. Det var en lidt bumlet vej derfra og op til 2022, hvor spil som Pokémon Sword, en serie jeg på det tidspunkt havde taget en pause fra, på papiret var den perfekte måde at vende tilbage til genren på. Men spillets ringe udførelse var nærmere med til at distancere mig fra genren i en kort periode. Jeg blev dog vild med Shin Megami Tensei V i slut 2021, som på en måde var et tegn på at der snart ville ske noget. Jeg kom dog heller ikke igennem dét spil, men gnisten var så småt blevet antændt.



Så ramte 2022. Som nævnt i starten af min skrivelse, var mange af de store spil man så frem til enten udskudt eller ikke til at få øje på (hvornår ser vi Metroid Prime 4?!). Selvom der allerede var blevet annonceret nogle JRPG-spil, som f.eks. Triangle Strategy, så var det først i februar at der for alvor skete noget, som ville forme mit spilår. Under Nintendos første store Direct i 2022, annoncerede de en lang række JRPG-spil, både nye og gamle, som der ville præge det kommende år. Men ét spil overskyggede dem alle, nemlig Xenoblade Chronicles 3. Et spil jeg havde set frem til, men som først rigtig kom på radaren under den Direct. Det satte selvfølgelig samtalen om de foregående Xenoblade-spil igang igen. To spil (tre hvis vi tæller X med), som jeg virkelig gerne ville elske, men som jeg gik død i et godt stykke inde. Xenoblade Chronicles 1 var endda blevet genudgivet i 2020, i en flot definitive edition, men jeg kom kun sølle 20 timer ind i dette 100+ timers spil - men kom dog længere end jeg gjorde da jeg ejede spillet på Wii.



Men nu skulle det være. Inden Xenoblade Chronicles 3 måtte jeg gennemføre de to foregående spil, så jeg var klar til det tredje spil i trilogien! Hjulpet på vej af at mine medværter i N-cast, Spitzann og Pydte, også gik igang med det første spil. Min motivation blev endda suppleret af N-club-brugeren Jonezy, der lovede mig ribs på Bones hvis jeg kom igennem begge spil inden 3’eren udkom. Så derfor gik jeg i gang med et kæmpe JRPG-projekt, for første gang, i hvad der føltes som flere årtier. Og hvilket eventyr det var. Det første Xenoblade Chronicles med sit vanvittige World Design og en følelsladet historie om hævn. Samt Xenoblade Chronicles 2 med sin komplekse verden og badass skurke og sit ultra seje kampsystem. Begge spil formåede at gribe mig. Også Selvom 1’eren har sine problemer, især mod slutningen af spillet, var jeg meget stolt da jeg så credit-skærmen. 2’eren, som jeg havde gennemført halvdelen af, var jeg lidt sur på i starten, pga. Tutorials og alt for meget fanservice, men de sidste 5 kapitler formåede at ændre min holdning 180 grader, og spillet tog kronen over bedste Xenoblade-spil, for en stund. Ingen af de to spil havde dog forberedt mig på det tredje spil i serien.

Xenoblade Chronicles 3 var ubestridt det JRPG jeg brugte mest tid på i 2022 - og jeg nød hvert et sekund i spillet. Jeg følte magien ved et JRPG igen, og selvom jeg ikke gennemførte det 100%, så kom jeg igennem spillet og jeg klarede næsten alle side quests jeg fandt. Det især spillets verden der fangede mig, måden den var designet i lag, måden en af zonerne nærmest føltes som et spil i sig selv og selvfølgelig hvor smuk spillets verden er. Også historien og spillets karakterer ramte mig. Jeg følte mig knyttet til Noah, Mio, Sena, Eunie, Lanz og Taion på samme måde som Cloud og hans slæng i FF7, og der var både plads til gråd og glæde, som spillet skred frem. Historien er fyldt med tunge temaer, som krig, identitet og tab, men også glade temaer som venskab, kærlighed og eventyr. Toppet med et kampsystem der er simpelt og nemt at forstå (relativt i forhold til nogle af de mest komplicerede JRPG-systemer), men som giver plads til at udtrykke sin egen spillestil, er Xenoblade 3 den ubestridt bedste JRPG-oplevelse jeg har haft i mange år.



Men udover Xenoblade 3, var der også andre JRPG-spil der fik lov at ånde i løbet af året. Året startede med Triangle Strategy, hvor svære valg og taktiske kampe er i højsædet, og selvom det var et langt spil, var jeg fan - ikke mindst fordi spillet havde den charmerende HD-2D stil, som Octopath Traveler. Live A Live var også en af årets største overraskelser. JRPG-spil er som regel 50-100 timer lange, eller mere, men Live A Live kan gennemføres på under 20 timer. Det er en antologi af forskellige fortællinger, der til sidst flettes sammen. Hver fortælling er en unik historie, men har også sit eget twist på JRPG-genren, der gør at spilles føles eksperimenterende, selv den dag i dag, på trods af at Live A Live egentlig er et HD-2D remaster af et gammelt SNES-spil fra 90’erne, der kun udkom i Japan. Det føles dog overraskende moderne og er en stærk anbefaling til nyudklækkede JRPG-fans eller folk der godt kunne tænke sig at komme ind i genren.



Derudover fik jeg streamet hele to klassiske JRPG-spil på stream i år, som jeg nævnte tidligere i artiklen. På N-club spillede jeg Shining Force II, hvilket var en af mine længste streams i år, og et spil jeg nærmest ikke kunne slippe, når jeg først var igang. Og på min personlige stream-kanal formåede jeg at gennemføre Suikoden 2, hvilket også var et fantastisk gensyn. Det kan godt være nostalgien trykker lidt når jeg siger det her, men jeg synes stadig spillene holder den dag i dag!

Kan jeg holde flammen i live?
2022 var altså året hvor min kærlighed for JRPG-spil blev genoplivet. Det var de helt rette omstændigheder der gjorde det, så på en måde gør det ikke så meget for mig, at Tears of the Kingdom blev udskudt et år. Jeg fik den rette motivation til at komme igennem Xenoblade-serien, og så var Live A Live og dets korthed, med til at genoplive tilfredsstillelsen ved at gennemføre et JRPG. Men kan jeg holde flammen i live næste år, og i fremtiden? Det er jeg ret sikker på jeg kan, da jeg nu har bevist overfor mig selv, at selvom jeg tager en pause fra en genre, så kan jeg sagtens fordybe mig i den igen. Og udover det, så er det jo ikke en genre der forsvinder lige foreløbig. Der er et hav af gamle, nye og kommende JRPG-spil på Nintendo Switch alene. Næste år ser jeg blandt andet frem til Octopath Traveler 2, som ser fænomenalt ud i trailers og screenshots. Kan det mon overgå 1’eren og Triangle Strategy? Det håber jeg.



Derudover bliver Suikoden 1 og 2 genudgivet på Switch næste år, hvilket jeg ser meget frem til. Og så må jeg endelig ikke glemme at det oprindelige Suikoden-hold også står til at udgive Eiyuden Chronicle: Hundred Heroes i 2023 - et spil jeg tilmed har været med til at backe på Kickstarter (så det har bare at være godt). Så nej, jeg er egentlig ikke bange for at flammen går ud. Det kan godt være at mine nye yndlings genrer får mere tid i solen, især når der udkommer et stort nyt Zelda-spil i 2023, men det betyder ikke at JRPGs, nye som gamle, ikke også får lov at få lidt spilletid i fremtiden. Det er vist også på tide at komme igennem Persona 5 Royal snart, hva? JRPGs er her stadig, og de går ingen vegne!

Tak fordi du ville læse min lange artikel om JRPGs. Det sætter jeg stor pris på. Håber du enten har fået lidt inspiration til selv at spille nogle spil i genren, og hvis ikke, at du i det mindste føler dig beriget eller underholdt. Jeg havde flere idéer, som jeg har skåret ud, og som måske bliver en artikel for sig en dag - f.eks. ‘De bedste stykker musik fra JRPG-spil igennem tiden’. Vi får se. Nå! Nu er der kun én ting at sige: Godt nytår!

Kommentarer: