Fashion Dreamer (Switch)

Gør klar til årets pakk...

Batman: Arkham Trilogy f...

Første gameplay-trailer ...

Jet Force Gemini kommer t...

Black Friday-udsalget er ...

Super Mario Bros. Wonder ...

Splatoon 3 Chill Season s...

Lanceringstrailer for Hog...

Ny Indie World Showcaes i...

Sonic

Spil på vej til Switch

Hvad spiller du nu? Hvor ...

Glædelig Jul og Godt Nyt...

F-Zero 99

Tetris 99

Super Mario RPG (Switch)

LEGO Super Mario

N64 controller

Super Mario Bros. Wonder

Tilbudstråden

K: Diverse 3ds spil

V: Wii U Basic med Wii Fi...

S: Starlink inkl figur og...

S: Mario samlerting

GBxCart eller lignende GB...

Switch spil købes

S Bayonetta 3

K> NEW 2DS/3DS PAL (ubru...

S:Mario rabbids sparks of...

Mario Party: The Top 100

Story of Seasons: Trio of Towns

N-club Juletema 2018

Pixeline: Tåger over Talstrup (Nintendo DS)

Pokemon Ranger Shadows of Almia (Nintendo DS)

Om børn og spil

Skrevet af JOEP - 18-01-2023 06:33

Lige siden jeg fik mit første barn har jeg glædet mig til, at han skulle vokse op og blive en god gamer, så vi kunne få nogle hyggelige stunder sammen i sofaen med et godt samarbejdsspil. Tiden går selvfølgelig og han er nu 5,5 år gammel, men han er endnu ikke helt nået dertil, hvor det er sjovt at spille co-op med ham. Til gengæld er det sjovt at observere ham spille og lege rundt med forskellige spil, men noget der har fascineret mig er, hvordan hans tilgang til spil er markant anderledes end min egen tilgang var, da jeg havde den alder.

Lad os starte ved min egen introduktion: Min storebror fik sig en Sega Master System, hvor han havde flere spil til, men jeg husker især enkelte spil: Wonder Boy: Dragon’s Trap, Sonic the Hedgehog, Golden Axe, Altered Beast og Thunder Blade. Okay, ikke just lige børnevenlige, men det er egentlig ikke så relevant. Det er spil, jeg husker fra min barndom og spil, jeg brugte adskillige timer på - og som jeg aldrig nogensinde gennemførte. Senere fik vi en Nintendo (NES) og Super Mario Bros 3, som opslugte mig totalt, men som jeg aldrig nogensinde gennemførte før jeg blev voksen (nu jeg tænker over det - har jeg nogensinde gennemført det spil selv?), nogle gange kom jeg langt i spillet, andre gang knap så langt, men jeg startede altid bare forfra uden et mål om at gennemføre.



Dengang var spil meget simplere end i dag qua en forenklet styring - du havde altså kun fire retninger og to knapper at gøre godt med. Det betød dog også, at du virkelig skulle mestre spillet og skulle bruge adskillige timer på at komme forbi enkelte passager - og døde du, var det bare om at starte forfra (i hvert fald indtil udviklerne fandt på det med at lave gemme-koder i spillene). Men personligt var det med fremskridt i spil ikke særligt vigtigt for mig, jeg hyggede mig alligevel med at spille, og jeg husker ikke, at jeg var særligt frustreret over at tabe (igen og igen),

Det er min søn. Meget frustreret endda, han truer tit med at smide med noget, indtil jeg får taget alt væk fra hans rækkevidde. For tiden spiller han LEGO The Ninjago Movie Video Game - et glimrende spil til aldersgruppen med åbne og lineære, historie-drevede sekvenser og uden alt for høj sværhedsgrad, men med masser at lave - og han giver lynhurtigt op, hvis han ikke kan komme forbi et punkt, eller der er noget, der er lidt svært. Han har dermed ikke umiddelbart den samme glæde ved bare at spille, som jeg husker jeg havde, og det har undret mig og fået mig til at kigge lidt nærmere på, hvad der er ændret i forhold til dengang - er det børnene, der bliver curlet for meget og mangler gå-på-mod, eller er det spillene, der har ændret sig?



En kollega fortalte mig, at en psykolog havde undersøgt emnet lidt og fundet ud af, at spillenes grunddesign er ændret en del. Da far var knægt, var det let at stoppe med at spille, fordi jeg løb tør for liv eller lignende, mens spil nu er mere åbne, og du anspores altid til at prøve igen med det samme. Men når et barn sidder fast her, vil barnet blive frustreret over ikke at kunne opleve mere af spillet, og barnet tilfredsstilles ikke længere af glæden ved at opdage nyt. Det kan jeg godt genkende i moderne spil, som tit ikke har nogen rigtig stop-knap, men til gengæld heller ikke kræver træning og talent.

Måske skyldes det også, at børn nu har flere spil til rådighed, end jeg havde dengang, så når barnet sidder fast i ét spil, skifter det bare spillet ud, og derved opnår barnet heller ikke glæden ved at komme forbi et vanskeligt punkt i spillet. Det passer meget godt med den begrænsede opmærksomhed, vi vil give ting i disse tider - hvis noget ikke fanget indenfor få sekunder eller minutter, er det bare ærgerligt, og når et spil bliver svært, dropper vi det bare, fordi der altid er et spil mere derude, som ikke er blevet spillet endnu.

En afledt diskussion er så, om spil nu om dage er blevet for lette. Den vil jeg ikke starte nu.

Jeg har ikke nogen endegyldige svar, men jeg synes det er fascinerende at observere og fundere over, mens jeg venter på, at vi bedre kan spille sammen og mod hinanden.

Har du gjort dig nogle tanker om, hvordan børns tilgang til spil har ændret sig, hvis du da mener, at den har ændret sig?

11
1ups givet

Kommentarer:

#1 - Darlick

Level: 3 (Koopa-Troopa)

18-01-2023 11:13

Nu er min søn 8½ år. Han har haft sin Switch siden han var cirka 5, altså på din søns alder.
Det første spil som min søn startede med var Mario Party, fordi jeg tænkte at sådan nogle små spil hvor at man enten skal være hurtig på knapperne, skal løse en gåde eller tælle nogle Goombas, kunne være helt fint for en på hans alder. Og med Switchens motion controls, kunne det også give ham lidt bevægelse og styrke hans motorik.
Cirka et halvt år efter, fik han sit rigtige først lange spil, som var Mario Odyssey. Det var jeg lidt nervøs på, men det var det han ønskede sig. Han spillede det igennem på cirka en 3-4 ugers tid (Altså bare helt til månen for at redde prinsessen.) Vistnok var der mange gange han døde og blev lidt småfrustreret med "Jeg kan ikke!", hvor at jeg trøstede og opildnede ham ved at sige "Det hedder det ikke. Det hedder "Jeg kan ikke endnu".

Til dags dato har Valdemar gennemført spille omkring 5 gange, endda et par gange ved at gennemføre "Darker Side of the Moon". Dog har han ikke fået alle måner, men jeg syntes stadig man skal have en medalje for at gennemføre "Darker Side of the Moon". Smiley

Derudover skal nævnes, at han senere har gennemført Paper Mario and the Origami King (laaangt spil), Mario + Rabbids, Luigis Mansion 3, Super Smash Bros, New Super Mario Bros+Bowsers Fury.

For tiden er det Minecraft og Fortnite der virkelig trækker i ham. Spil som åbenbart er vildt populære på hans skole. Han følger med i adskillige danske youtubere, som spiller og viser disse to spil frem.

Så jeg tror han simpelthen er gået fra spil som jeg har købt til ham, fordi jeg tænkte at det ville være en god læringsstrategi i at blive en god gamer, til at han har gået egne veje ved at vælge populære spil i hans klasse eller på de ting han ser på youtube.

Så til at svare dig på dit spørgsmål, så må det vist være et stort JA. Børns tilgang har ændret sig og det ændrer sig konstant. Spil er også mere tilgængelige end dengang vi var børn, fordi det er mere normalt at være gamer end dengang. Dengang var det at være gamer/nørd nærmest taboo!
Men det med at det dengang egentlig var mig der hjalp ham med at vælge sine spil, til nu at han selv træffer beslutninger om hvad han gerne vil spille, tænker jeg helt klart har noget at gøre med den tilgang han har til de nye spil. Det er spil hans kammerater ovre på skolen spiller. Det er det hans seje Youtubere spiller. Så han afspejler sig helt klart i dem. Smiley

7
1ups givet

#2 - JOEP

Level: 50 (Torizo)

18-01-2023 13:05

Han spiller også Minecraft selv, men det er på iPad, og det er bare Creative Mode. Så er det lidt som virtuelt Lego, det kan han godt lide. Han bygger en del huse af dynamit og placerer lavasøer i dem... Det er ikke så smart, men det frustrerer ham ikke på nogen måde. Smiley

Det var på hans opfordring, at jeg købte Lego Ninjago. Han sagde ved middagsbordet en dag, at han syntes vi skulle have en PS5. Spurgte ind til det og det viste sig så, at han troede det kun var der, man kunne få Lego Ninjago. Han holdte så min øl, mens jeg viste ham, at det også var på Switch, hvor det så var på tilbud. Smiley
4
1ups givet

#3 - Dead-Cheese

Level: 25 (Kokiri)

18-01-2023 15:44

Jeg tror bestemt også spil har ændret sig. Min niece kaster hurtigt spil fra sig igen, men har i den seneste tid blevet bedre til at ville klare ting. Hun er næsten selv kommet igennem Pokémon snap til switch.

Jeg så hende på et tidspunkt blive næsten rød i hovedet af frustration over ikke at kunne gå ordenligt op af en rampe i Yooka-Laylee. Det er vel og mærke et spil hvor det er ret nemt at gå rundt. Men 3d miljø og platforming er lidt for svært for hende. Hun prøvede også Spyro. Det er ligeledes lidt for svært for hende. I Spyro er man aldrig låst fast. Der er andre områder man kan tage til, og der er ikke en tutorial man skal bestå for at må spille.

Jeg har spillet lidt coop med hende. Yoshi Wooly World til Wii U har en udmærket coop mode, hvor man godt kan have en knap så god spiller med på slæb. Hun kunne bedre forstå 2d bevægelser, men jeg tror hun blev besejret af alle fjender der kom hendes vej.
Det fører os så til et andet 2D spil. Rayman. Som de fleste børn i hendes alder, hvis de får øje på en telefon i brug, så kommer spørgsmålet. "Har du spil på din telefon?". Og ja. Jeg har spil på min telefon. Jeg havde Rayman 1 (original spillet fra Ps1, MS DOS og Jaguar) som har fået en mobil udgave. Og jeg havde Rayman Fiesta. Hun prøvede begge. Hun kunne ikke klare det første hop i Rayman 1. Efter ganske kort tid havde hun givet op. Det med at man skulle bruge begge hænder var for meget for hende. Derimod, så var hun ældevild med Rayman Fiesta. Der har man kun 1 liv, så hvis man tager skade, så starter man forfra. Men det stoppede hende ikke fra at prøve om og om igen. Så måske børn alligevel har viljen, bare de kan se vejen?
4
1ups givet

#4 - Nemy

Level: 27 (Beetle)

19-01-2023 12:58

Sjovt at læse når man selv har en dreng i samme alder. Jeg er faldet over præcis det samme, og har flere gange ærgret mig over, at jeg ikke startede ud med at vise ham Game Boy i stedet for Switch. Fordi det netop er samme følelse jeg sidder tilbage med, at han giver op for let og så kaster sig over noget andet eller beder mig om at klare det han var i gang med.

En anden ting der har frustreret mig ved spillene i dag er, at de ikke har samme naturlige stop som mange gamle spil havde. Derfor bliver det meget svært for ham selv at sige stop når han spiller.

Jeg synes det er blevet bedre over tid og jeg har også selv prøvet at sætte rammerne op for ham så han netop begynder at prøve mere selv eller kun har begrænset spiltid (hvor Nintendo Parental appen fungerer rigtig godt).
4
1ups givet

#5 - Liva65

Level: 1 (Goomba)

17-08-2023 07:24

Det er sandt, at nutidens spil og teknologi har ændret, hvordan børn nærmer sig spil. Den lette adgang til forskellige spil kan bidrage til mindre tålmodighed, da de hurtigt kan skifte til noget andet. Spiloplevelsen er også mere fragmenteret nu, med kortere opmærksomhedsspan og en forventning om hurtig belønning.

Samtidig kan nutidens spil, der tilskynder til gentagne forsøg uden store konsekvenser, føre til mindre vedholdenhed og mere frustration, når noget bliver svært. Den færdige oplevelse og udforskningen af spillet kan tage baggrundsplads fordi man søger den øjeblikkelige tilfredsstillelse.

Måske er det værd at finde spil, der balancerer udfordring og belønning, og give plads til læring gennem modgang. Det er en spændende rejse at observere, hvordan børns forhold til spil fortsat udvikler sig.
4
1ups givet