Om børn og spil

Skrevet af JOEP - 18-01-2023 06:33

Lige siden jeg fik mit første barn har jeg glædet mig til, at han skulle vokse op og blive en god gamer, så vi kunne få nogle hyggelige stunder sammen i sofaen med et godt samarbejdsspil. Tiden går selvfølgelig og han er nu 5,5 år gammel, men han er endnu ikke helt nået dertil, hvor det er sjovt at spille co-op med ham. Til gengæld er det sjovt at observere ham spille og lege rundt med forskellige spil, men noget der har fascineret mig er, hvordan hans tilgang til spil er markant anderledes end min egen tilgang var, da jeg havde den alder.

Lad os starte ved min egen introduktion: Min storebror fik sig en Sega Master System, hvor han havde flere spil til, men jeg husker især enkelte spil: Wonder Boy: Dragon’s Trap, Sonic the Hedgehog, Golden Axe, Altered Beast og Thunder Blade. Okay, ikke just lige børnevenlige, men det er egentlig ikke så relevant. Det er spil, jeg husker fra min barndom og spil, jeg brugte adskillige timer på - og som jeg aldrig nogensinde gennemførte. Senere fik vi en Nintendo (NES) og Super Mario Bros 3, som opslugte mig totalt, men som jeg aldrig nogensinde gennemførte før jeg blev voksen (nu jeg tænker over det - har jeg nogensinde gennemført det spil selv?), nogle gange kom jeg langt i spillet, andre gang knap så langt, men jeg startede altid bare forfra uden et mål om at gennemføre.



Dengang var spil meget simplere end i dag qua en forenklet styring - du havde altså kun fire retninger og to knapper at gøre godt med. Det betød dog også, at du virkelig skulle mestre spillet og skulle bruge adskillige timer på at komme forbi enkelte passager - og døde du, var det bare om at starte forfra (i hvert fald indtil udviklerne fandt på det med at lave gemme-koder i spillene). Men personligt var det med fremskridt i spil ikke særligt vigtigt for mig, jeg hyggede mig alligevel med at spille, og jeg husker ikke, at jeg var særligt frustreret over at tabe (igen og igen),

Det er min søn. Meget frustreret endda, han truer tit med at smide med noget, indtil jeg får taget alt væk fra hans rækkevidde. For tiden spiller han LEGO The Ninjago Movie Video Game - et glimrende spil til aldersgruppen med åbne og lineære, historie-drevede sekvenser og uden alt for høj sværhedsgrad, men med masser at lave - og han giver lynhurtigt op, hvis han ikke kan komme forbi et punkt, eller der er noget, der er lidt svært. Han har dermed ikke umiddelbart den samme glæde ved bare at spille, som jeg husker jeg havde, og det har undret mig og fået mig til at kigge lidt nærmere på, hvad der er ændret i forhold til dengang - er det børnene, der bliver curlet for meget og mangler gå-på-mod, eller er det spillene, der har ændret sig?



En kollega fortalte mig, at en psykolog havde undersøgt emnet lidt og fundet ud af, at spillenes grunddesign er ændret en del. Da far var knægt, var det let at stoppe med at spille, fordi jeg løb tør for liv eller lignende, mens spil nu er mere åbne, og du anspores altid til at prøve igen med det samme. Men når et barn sidder fast her, vil barnet blive frustreret over ikke at kunne opleve mere af spillet, og barnet tilfredsstilles ikke længere af glæden ved at opdage nyt. Det kan jeg godt genkende i moderne spil, som tit ikke har nogen rigtig stop-knap, men til gengæld heller ikke kræver træning og talent.

Måske skyldes det også, at børn nu har flere spil til rådighed, end jeg havde dengang, så når barnet sidder fast i ét spil, skifter det bare spillet ud, og derved opnår barnet heller ikke glæden ved at komme forbi et vanskeligt punkt i spillet. Det passer meget godt med den begrænsede opmærksomhed, vi vil give ting i disse tider - hvis noget ikke fanget indenfor få sekunder eller minutter, er det bare ærgerligt, og når et spil bliver svært, dropper vi det bare, fordi der altid er et spil mere derude, som ikke er blevet spillet endnu.

En afledt diskussion er så, om spil nu om dage er blevet for lette. Den vil jeg ikke starte nu.

Jeg har ikke nogen endegyldige svar, men jeg synes det er fascinerende at observere og fundere over, mens jeg venter på, at vi bedre kan spille sammen og mod hinanden.

Har du gjort dig nogle tanker om, hvordan børns tilgang til spil har ændret sig, hvis du da mener, at den har ændret sig?

Kommentarer:

#1 - Darlick

Level: 3 (Koopa-Troopa)

18-01-2023 11:13

Nu er min søn 8½ år. Han har haft sin Switch siden han var cirka 5, altså på din søns alder.
Det første spil som min søn startede med var Mario Party, fordi jeg tænkte at sådan nogle små spil hvor at man enten skal være hurtig på knapperne, skal løse en gåde eller tælle nogle Goombas, kunne være helt fint for en på hans alder. Og med Switchens motion controls, kunne det også give ham lidt bevægelse og styrke hans motorik.
Cirka et halvt år efter, fik han sit rigtige først lange spil, som var Mario Odyssey. Det var jeg lidt nervøs på, men det var det han ønskede sig. Han spillede det igennem på cirka en 3-4 ugers tid (Altså bare helt til månen for at redde prinsessen.) Vistnok var der mange gange han døde og blev lidt småfrustreret med "Jeg kan ikke!", hvor at jeg trøstede og opildnede ham ved at sige "Det hedder det ikke. Det hedder "Jeg kan ikke endnu".

Til dags dato har Valdemar gennemført spille omkring 5 gange, endda et par gange ved at gennemføre "Darker Side of the Moon". Dog har han ikke fået alle måner, men jeg syntes stadig man skal have en medalje for at gennemføre "Darker Side of the Moon".

Derudover skal nævnes, at han senere har gennemført Paper Mario and the Origami King (laaangt spil), Mario + Rabbids, Luigis Mansion 3, Super Smash Bros, New Super Mario Bros+Bowsers Fury.

For tiden er det Minecraft og Fortnite der virkelig trækker i ham. Spil som åbenbart er vildt populære på hans skole. Han følger med i adskillige danske youtubere, som spiller og viser disse to spil frem.

Så jeg tror han simpelthen er gået fra spil som jeg har købt til ham, fordi jeg tænkte at det ville være en god læringsstrategi i at blive en god gamer, til at han har gået egne veje ved at vælge populære spil i hans klasse eller på de ting han ser på youtube.

Så til at svare dig på dit spørgsmål, så må det vist være et stort JA. Børns tilgang har ændret sig og det ændrer sig konstant. Spil er også mere tilgængelige end dengang vi var børn, fordi det er mere normalt at være gamer end dengang. Dengang var det at være gamer/nørd nærmest taboo!
Men det med at det dengang egentlig var mig der hjalp ham med at vælge sine spil, til nu at han selv træffer beslutninger om hvad han gerne vil spille, tænker jeg helt klart har noget at gøre med den tilgang han har til de nye spil. Det er spil hans kammerater ovre på skolen spiller. Det er det hans seje Youtubere spiller. Så han afspejler sig helt klart i dem.

#2 - JOEP

Level: 50 (Torizo)

18-01-2023 13:05

Han spiller også Minecraft selv, men det er på iPad, og det er bare Creative Mode. Så er det lidt som virtuelt Lego, det kan han godt lide. Han bygger en del huse af dynamit og placerer lavasøer i dem... Det er ikke så smart, men det frustrerer ham ikke på nogen måde.

Det var på hans opfordring, at jeg købte Lego Ninjago. Han sagde ved middagsbordet en dag, at han syntes vi skulle have en PS5. Spurgte ind til det og det viste sig så, at han troede det kun var der, man kunne få Lego Ninjago. Han holdte så min øl, mens jeg viste ham, at det også var på Switch, hvor det så var på tilbud.