#30 - Skrevet 25-05-2012 21:59 - Redigeret 26-05-2012 08:45
Det er en udfordring for mig at sætte ord på min historie, da jeg selv oplever den ret flydende som den er skrevet. Her er et forsøg på en ligetil opsummering af historien indtil videre:
Kornelius er en sær lille mand, hvis største ønske er at få fat på et særligt sværd han har læst myter om. Det er alt han lever og ånder for og han ved ca. hvor sværdet befinder sig ude i de kolde ødemarker uden for landsbyen. Han udlover en dusør til den person, der kan give ham sværdet, hvilket Ian Junior reagerer på uden videre ved at tage chancen da hans far, Ian Senior, er dødeligt syg og de mangler penge til medicin. Ian Junior tilmelder også sin lillebror, som er historiens navnløse helt. De har imidlertid ingen idé om hvor farligt det iskolde miljø uden for landsbyen er. Storebror, Ian Junior, fryser ihjel og imidlertid bliver lillebror informeret om opgaven og gør sig klar til at tage afsted uvidende om sin brors skæbne. Kornelius går tydeligt på kompromis med moral og etik for at komme nærmere sværdet og er folk nødt til at dø før at han kan få det, er det sådan det må være.
Historiens hovedkarakter bevæger sig uden for landsbyen, hvor hans færd er skæbnebestemt til at skulle indeholde 3 møder:
1. møde er med en tilsyneladende gal man, der går til angreb på ham. Uden videre kommer helten til at skubbe manden ned i en iskold å, hvor han drukner eller fryser ihjel. Det er en chokerende hændelse.
2. møde er med "KunstTrotterne". En gruppe utopister, der har valgt at flygte ud i ødemarken, hvor de bor i klippehuler. De er besatte af kunst og æstetik og har ikke meget tilovers for typisk arbejde. Med deres tanker er de i stand til at skabe levende billeder, der svæver frit i luften. Prisen de betaler ved at leve gennem syner og illusioner er nedbrudte og skrøbelige kroppe og det går op for hovedkarakteren at de lever en selvdestruktiv tilværelse, hvorefter han flygter videre ud i ødemarken.
3. møde er med en ulv, der er i færd med at tygge sig igennem hans storebrors frosne lig. Han mister næsten besindelsen ved synet, men må handle hurtigt for ikke at ende som sin bror. Kornelius gav ham en særlig flaske med på rejsen som han drikker. Herefter opstår der et lag af flammer omkring ham og han er i stand til at løbe op ad et stejlt nærtliggende bjerg i flugt fra ulven.
Før han ved af det ligger han på toppen af bjerget, der er over skyerne, varmt, snefrit og med blå himmel. Han ligger først handlingslammet i sorg over sin storebrors død og i chok over alt han selv har været igennem.
(Kapitel XV opsamler de 3 møder:
[i]"Three faces he was bound to meet
Urine, blood and purple meat:
Glowing trails within the night
Covered under snowy vails
Ripped apart by teeth so white
Glistening from yellow trails
Purple piece of painless bliss
In a place that noone sees
All except for one who is
Painting with a purple piece
Finally a drop of red
Resting in a frozen cup
Crafted from a recent dead
Serving as the final drop
Destiny has sucked him dry
Calling for the best in him
Now he is resting in the sky
Sucking dry his destiny"[/i])
Endelig får han samlet sig igen og opdager sværdet han blev sendt afsted efter er plantet i jorden lige ved siden af ham. Han hiver sværdet op og bevæger sig mod kanten af bjergtoppen for at bevæge sig hjemad så han i det mindste vil kunne redde sin syge far.
Kortere sagt handler det indtil videre om en ung mand, der må bevæge sig udenfor sit barndomshjem og gå igennem mange tragedier for at skaffe et sværd, der vil give ham penge til at kunne kurere sin syge far.
Jeg kan forestille mig at skrivemåden er lige så mystisk som plottet og det er en helt anden historie i sig selv. Det har været mit forsøg at gøre fantasiverdenen til et ekspressionistisk sted for mig og ikke så meget en verden bundet af regler. Metaforer lever på en måde frit i naturen i historiens verden og kapitlerne kan til tider have form som en slags interessante udsnit af verden, som hjælper med at udtrykke det jeg vil udtrykke. Der er brudt med mange regler, såsom Kapitel XIV(3. møde - mødet med hans døde bror og den hektiske flugt fra ulven), der er udeladt fra historien af ren respekt for alt det hovedkarakteren har været igennem og for først at give ham "ro til at fordøje det hele". Mit forsøg var mere eller mindre at gøre hændelsen så klimatisk at historien ikke kunne rumme den. På samme måde er der kapitler i digtform, sangform, kapitler med metaforer, stemninger, beskrivelser og eksperimenter som kapitel X. Det giver fortællingen en speciel ramme, der i en eller anden forstand har form som nogle brikker man kan forsøge at samle som man vil for at skabe sig en større forståelse for verden og karaktererne.
Det er ikke et manifest jeg som sådan følger. En dag fik jeg bare lyst til at skrive et kapitel i den form og så har det ellers fortsat siden...