Unavngivet

Skrevet 05-06-2011 10:00 - Redigeret 11-05-2012 18:08

#1 - Skrevet 05-06-2011 11:37 - Redigeret 05-06-2011 11:39

God artikel, Alexander.

For mig ser jeg meget spil i forhold til den enkelte person, ligesom jeg gør med film, bøger og andet kunst. Nogen bliver tændt af at klare en udfordring(som der også står i artiklen), andre holder mere af at gå på opdagelse i den åbne fantasiverden, nogen kan lide at dissekere spil og sætte sig i udviklerens sted. Nogen er vokset op med Nintendo, nogen er vokset op med Sega. Nogen foretrækker en glad og let følelse fra deres spil, andre vil udfordres følelsmæssigt, mens andre bare vil fra A til B. Nogen er på et punkt i livet hvor de ønsker at flygte fra det hele gennem spil, andre befinder sig i en periode hvor der er tid og overskud til at nyde et spil som et glas vin, mens nogen bruger det som en social platform eller et redskab, hvor de kan dyrke et fælleskab.

Er godt gameplay og god spiludvikling ikke også vigtige? Kan de ikke sætte grænsen mellem et godt og et dårligt spil? I en vis grad, jo, men selv om et spil er ligeså flot og veludviklet som Metroid Prime 2: Echoes betyder det ikke at det er et spil for alle, da det kræver at man vil finde sig i en meget dyster og ensom fantasi for at kunne spille igennem det. Jeg forstår hvorfor nogen ikke vil synes om det, men for mig rører det noget i mig og har aldrig sluppet mig siden jeg spillede det for første gang...

Havde gameplay, dybde, design osv. ikke været på plads havde det været et betydeligt dårligere spil for mig selvfølgelig. Det korte og det lange ved min pointe er at dét der gør det til et af mine yndlingsspil kan koges ned til at være en smagssag.

#2 - Skrevet 05-06-2011 15:55

Hvad der gør et spil godt?
Hohohoho.

Artiklen er rigtig god, men som han selv skriver er det en smagssag, hvilket spil der er godt. Jeg syntes en anmeldelse viser det bedst. Men det erogså bare en som vurderrer spillet med tal.

Et spil bliver godt hvis det giver mening. Som avgn engang sagde er pricippet i "sh*t fling around, trying to kill ya" ikke godt alene. Det kræver at der er en gulerod i sidste ende.
Mit bedste bud er i rachet and clank, a crak in time. Når man har gennemført spillet får man mulighed for at prøve en bane som ikke var med i spillet. Bannen havde intet at hente... Andet end nogle få bolts... Og en et skill point, som man også kunne skaffe andre steder. Pointen er at uden bolts, kasser, special kasser, fjender (den xp de giver), musikken og det sidste finfusning, er spillet kun halvt så godt. Det havde grund princippet, men guleroden manglede. Alle andre baner i spillet er fyldt med beløninger (gulerødder). Det gør det sjovt at spille. Som artiklen skiver er det også det som gør minecraft sjovt. Du finer en sten (Jæh), du fælder et træ (Det bliver en økse!? WOW), du begynder at finde guld (Jaih! Guld! Jeg er rig! Næ vent... Ingen steder jeg kan sælge det), point er at guleroden konstant er der.

Friheden i spil er ikke rigtigt at det gør et spil bedre. Det er illusionen af frihed der udgør det. Et spil kan være nok så meget skiptet, men hvis illusionen om at du har en indflydelse er der er alt bedre. Shaolin til ps1, har man muligheden for at tage nogle forskellige kamparter, vokse med tiden, og få forskellige titler i spillet, men du har ingen indflydelse overhovet. Men det følles som om at man har det. Andet play trough opdager man det måske at det kun er valget af kampart der inflyder storien og alt andet er uden betydning. Men illusionen gør det interresant.

Artiklen har ret i at story ikke udgør et godt spil og ikke laver et godt spil selv... I denne generation. Jeg tror de tekstbaserede spil til commodore, ville være pænt nedern uden en fornuftig story.
Desuden skal et spil have en fornuftig story for at alt skal fungere... Hvis en story tager et for stort et twist eller bliver dårlig, kan det ødeligge et spil. Her snakker jeg ikke om feeling som ham men bare storien allene. har homefront et godt layout? (ja) Har den flotte omgivelser? (ja) Er gamplay godt? (tilfredstilende og det man forventer) Lover spillet en nok? (Man får en legekammerat i form af en tank... JA!!) Hvad med storien..? (ondsvag... Forfærdelig! Få den væk, få den væk!!)
Er spillet godt? (storien stinker, vil man tænke bag efter).

Under promise vil jeg lige tilføje at det kan være godt at love en forsætelse (den onde er ikke helt død... DADADAM), Men ikke som at spillet ender i en clifhanger og siger to be contiued... Det er ikke god stil. Det er så en personlig holdning, men at lige op til mere er okay. Square Enix er gennerelt gode til at gøre det på en god måde.

#3 - Skrevet 06-06-2011 00:15 - Redigeret 06-06-2011 00:15

Meget interessant artikel, og forfatteren har en pointe.

For mig er historien i et spil virkelig vigtig. Hvis Portal 1 eller 2 ikke havde nogen historie, ville det ikke være et godt spil. Det der gør Portal så godt er nemlig, at man hungrer efter at få mere at vide om historien hele tiden, og man kan næsten ikke stoppe med at spille igen, da man vil vide, hvad der sker! Kombineret med en masse mystik, og et godt "feel", er spillet en sikker vinder.

Spil uden historie kan dog også fange mig, men så skal det også være interessant, og give en grund til at spille videre. Forfatteren nævner selv Minecraft. Jeg spiller selv Minecraft, og grunden, at jeg spiller det, er fordi at det er så nyskabende. Grafikken er charmerende og fangende, og man skaber sin helt egen verden. Og når man bygger store konstruktioner med venner, føler man sig nærmest helt stolt, når det er færdigt.

Jeg spiller også meget League of Legends, og det har faktisk fanget mig i over et år. Dels fordi mange af mine venner spiller det, og dels fordi det aldrig bliver kedeligt. Når jeg tænker over det, synes jeg egentlig, at det er mærkeligt, at jeg ikke har fundet det kedeligt. Der kun 2 baner i spillet (dog er der en stor bunke karakterer). Det der har fanget mig ved det, er simpelthen holdspillet i det. At man skal arbejde sammen for at vinde. Desuden er "feelet" utrolig godt. Man lever sig ind i det, og lyden er god. Desuden kører det den klassiske MMORPG-stil. Man stiger lvl, får nogle point, og kan købe nye ting for det.

Ud fra dette kan jeg sige, at der ikke er en perfekt opskrift på et spil. Der dukker hele tiden nye genrer op, og en gang imellem rammer man plet. Hvem skulle fx have troet, at Minecraft blev så populært? Hvis man dog vil lave et spil med en historie i, er det meget vigtigt at historien er god og ikke kedelig og triviel.

#4 - Skrevet 06-06-2011 09:25

Helt grundlæggende er et spil der ikke er kedeligt et godt spil. Kan jo lyde banalt, men det er vel hvad det munder ud i.

Hvilket så for mit vedkommende helst skal betyde at jeg skal kunne komme i gang med gameplay hurtigt, forstå hvad man skal gøre og hvordan. Derfor jeg for det meste tænder af på såkaldte "sandbox" games, men de har jo også en vis appeal.

Artiklen rammer plet med "challenge" og det er svært at ramme den balance. Et spil er ikke svært fordi man skal rende planløst rundt for at finde lige den dør der nu er åben blandt 100, det er bare kedeligt. Et udfordrende spil er et hvor man med det samme kan forstå og se hvad man skal, og hvis man fejler ved man at man kun kan bebrejde sig selv og blot må øve sig.

"Feel" og "place" ved jeg ikke rigtigt hvad jeg skal mene om. "Freedom" er jeg ambivalent med. Spil hvor du kan gøre alt hvad det passer tiltaler mig ikke. Der skal helst være en form for formål og restriktion, ellers bliver det bare til lal. Og så har jeg også en forkærlighed for rene on-rails spil der absolut ikke kan siges at have noget frihed.
Som det andet bliver det en balancegang. Der må gerne være fx bosskampe man skal slå for at komme videre i spil, men hvordan du vil slå bossen skal helst have i hvert fald mulighed for et par forskellige strategier.

Hans sektion om "Promise" og "Fantasy" rammer jo også ganske godt. Vi bliver ved med at spille fordi vi har en forventning om noget mere, og fantasy fordi man jo netop får lov til nogle ting der ikke sådan lige sker i ens hverdag. Dræbe 1000 aliens med en shotgun eller erobre verden som Cæsar

Han rammer godt med mange pointer. Ville ønske flere anmeldere kunne have sådan en tilgang til deres anmeldelser fremfor fokus på grafisk "innovation" og "storyline".

#5 - Skrevet 06-06-2011 09:41

Super spændende svar indtil videre synes jeg

#6 - Skrevet 07-06-2011 17:41

Svedigt, tror jeg har fundet ny inspiration til mine anmeldelser!

#7 - Skrevet 18-06-2011 22:39

"Hvad gør spil gode, især i forhold til andre medier? Forfatteren i artiklen lister nogle gode grunde op. Har I andre, der ikke er nævnt?"
lol, jeg overså det egnetlige spørgsmål... Det der gør spil gode i forhold til andre medier må være (meget forkortet version):
Man kan sætte sig ind i en anden verden og lukke sig inde et stykke tid, man kan være lidt for sig selv og gamme. Man kan blive god til noget, uden at anstrenge sig vidre (den sætter vi i mente, men i har vel pointen). Man kan også være social og dele oplevelser i multiplayer, hygge med venner foran flimmer maskinen. Man kan også køre sit ræs på internetet for at vise hvad man kan og bevise at man er altså best. Man får meget for sine penge, en bog koster mellem 20-200 (meget ca,) og holder i 2timer til 2 uger, mens en film koster 50-200 og holder i 1-2 timer, hvor et spil kan sørge fra 20 timer til uendeligt for 50-500 kr.
Man får generelt meget for pengene og man kan regne med at blive underholdt i længere tid, eller bare lige kort, og så holde kontakten online med venenr med lidt sjov.
Et spil er mange ting, og tit pengene værd.

#8 - Skrevet 18-06-2011 22:44

Kom lige i tanken om noget andet der kan indflyde om et spil er godt.

Kender nogen spyro "4". Det første multiplatform med spyro?
Det havde alt for at gøre et spil godt, enda inden for grænserne af artiklens grænser, men aligevel er det noget puha.
Hvorfor? Tja... LOADING!!!!
Det skal bare ikke tage 4 min for at loade en bane som tager 10 min at gennemføre main event for at skulle loade 4 min på side mission, for at loade 4 min på at komme ud til banen for at gå ud af banen så vemte yderligere 4 min. Det kan ikke passe! Jeg gad ikke mere til sist... Det var for meget venten til alt for lidt spil...
De forrige var gå ind i bane spil, ud vidre til næste bane, men det var nu væk, og fyldt med lade tider.

#9 - Skrevet 25-03-2012 17:54

Jeg genopliver lige dette emne igen, da "Hvad gør spil gode" stadig er en passende titel til det, jeg vil diskutere.

Efter at have set denne video med AVGN synes jeg, det kunne være interessant at diskutere, hvad der gør spil gode. Jeg overvejede at lave et nyt emne, da dette ikke handler så meget om videospil kontra andre medier, men mere om én slags spil overfor en anden slags (fx arkade vs. cinematiske spil osv.) så nu lægger jeg ud:

James Rolfe nævner nemlig nogle interessante ting, når han sammenligner moderne Castlevania med det, han kunne lide serien for:

Hans mest tankevækkende pointe, synes jeg, ses, når han beskriver at man først og fremmest i Super Castlevania havde fuld kontrol over sin figur, hvilket gjorde at udfordringen var mere retskaffen/legitim - og det løste mange frustrerende elementer fra de gamle spil.
Da han så skal anmelde de nyere, RPG MetroidVanias, efterspørger han også denne frihed (til at mestre teknikker i stedet for at bruge items og lvl-ups): han mener, at det enkle, klassiske Castlevania har mere at gøre med rigtig udfordring modsat de spil som SotN lagde fundamentet for, hvor der altid er en, ifølge ham, "alt for nem" løsning til en ellers meget svær fjende, fx at man bare skal iklæde sig den rigtige item eller være i højt nok level.

Jeg ville gerne høre retro/arkade-gamere som Alexander såvel som modparten der er fortalere for spil med erfaringspoint, om hvad de synes vægter tungest i denne diskussion. Kan RPG-elementer nogensinde gå rigtig hånd i hånd med arkade-værdier og pick-up-and-play?
Jeg har aldrig tænkt over før, hvor forskellige de 2 ting er, og at der nok er en sammenhæng mellem populære spil og hvordan de mestres.

#10 - Skrevet 25-03-2012 18:05 - Redigeret 25-03-2012 18:09

Jeg tror han overvurderer hvor meget RPG-elementerne betyder i moderne Castlevania-spil, men det har altid været lidt af en 'meh' tilføjelse. I SoTNs tilfælde kan det virkelig ødelagde udfordringen på nogle punkter, men ja.

Apropos AVGNs mening om Super Castlevania 4, så er der en alternativ mening angående spillet af Egoraptor her.

Jeg havde egentlig ikke så meget at tilføje til det du egentlig spurgte om, jeg ville bare smide lidt krydderi på de pointer du nævnte.

Det bedste ved nyere Castlevanias er dog som regel at det er Metroidvanias, som jeg personligt synes er noget sjovere end simple sidescrollers.

#11 - Skrevet 25-03-2012 19:35

Fixed...
Okay, det var faktisk ret interessant; men her er problematikken noget andet - at pisken er for god til at det giver mening at remake et spil med alle items. Ligesom i MGS: Twin Snakes, hvor man kan skyde i first-person og det gør en del bosser for nemme i forhold til originalen.
Super Castlevania burde så sikkert have været en decideret 4'er, som han siger, og ikke et remake; det skal jeg ikke kunne sige.

Jeg var mere interesseret i at snakke om level-up systemer kontra "teknik". I et fighting-spil handler det jo også om ens brug af moves på det givne tidspunkt og ikke hvor højt level, man har trænet sig op til i spillet. De eneste "erfaringspoint" er dem, du som menneske får, dvs. din hjerne og fingre kan huske og er trænede, og at man ikke er stærk fordi man "bare" har grindet.

Jeg kan se fordele og ulemper ved begge dele, så jeg er interesseret i at høre hvad andre synes.

#12 - Skrevet 25-03-2012 19:51 - Redigeret 25-03-2012 19:53

Hvis du prøver at gå virkelig underlevelled så kan du også få en højere udfordring.

Men jeg foretrækker nok når der ikke er levelling. At kampsystemet/spillet bliver mere avanceret efterhånden er dog fint nok imo. Så længe levels ikke gør en kæmpe forskel og man ikke har brug for at grinde konstant så har jeg ikke så meget imod det

ps. Ved ikke om noget af det her var nævnt i videon, thi jeg har ikke set den

Edit: Det originale rayman tager det der med at udvide systemet efterhånden lidt for langt dog. Jeg synes ikke rigtig der var en grund til at man ikke kunne alle tingene fra starten af i det spil. Bed jeg allerede mærke i da jeg spillede det som barn, men jeg opdagede først var irriterende det virkelig er da jeg fik det genspillet på min DS

#13 - Skrevet 25-03-2012 19:56

Kan du prøve at uddybe? Du snakker om det første Rayman (som er i 2D) og sammenligner det med Rayman DS?

#14 - Skrevet 25-03-2012 19:59 - Redigeret 25-03-2012 20:00

Æh, jeg sammenlignede det egentlig ikke med noget. Det originale rayman er bare blevet genudgivet som DSiware og derfor fik jeg prøvet det igen

Problemet med rayman er at man skal unlocke alle evner. Mener man skal være over halvvejs i spillet før man kan løbe for eksempel. Fuldstædnig tosset

#15 - Skrevet 25-03-2012 20:07

Det, der gør spil gode, er mellemsekvenser og puzzles. Spørg selv Metacritic. Han ved bedst.