WarioWare: Smooth Moves (Wii)

Skrevet af ShiniTenshi - 01-02-2007 21:28

Det hele starter en dag som en hver anden dag. Wario skal til at sætte tænderne i sin mad, som dog pludselig bliver hugget foran næsen på ham og så endda af et lille mærkeligt væsen. Da vi nok alle kender Wario og hans holdninger til sin mad såvel som sine penge, kan vi nok godt regne ud, at han ikke bare kan lade dette gå ustraffet hen. Så her går den vilde jagt på det stakkels lille væsen, som flygter ind i et tempel, hvor Wario så finder en Wiimote og glemmer alt om væsenet. Undskyld, det er jo naturligvis ikke en Wiimote, han finder, men en ”form baton” (”formstav” på dansk). Igennem hele spillet bliver Wiimoten så tiltalt ”form baton”, i starten virker dette bare en smule sært, men senere hen kan man altså blive rimeligt træt af at høre på det.

Jaah, mikrogames!
Det hele foregår meget simpelt med, at man vælger en bane, får en kort lille historie til den og så er det ellers bare med at klare mikrospil efter mikrospil. For dem, der ikke ved, hvad et mikrospil er, kan vi lige forklare, at det er et lille spil, som indeholder en simpel opgave, der gerne løses på en 5-10 sekunder. Disse kommer så hurtigt efter hinanden med tiltagende hastighed. Der er 205 forskellige mikrospil i alt, og de er bygget op i 25 forskellige ”forms”. Forms er forskellige måder, Wiimoten skal holdes på for bedst muligt at udføre det givne mikrospil. Eksempelvis er der en form, hvor Wiimoten skal holdes som et rat og en, hvor den skal holdes som en kost. Men selvfølgelig også den sædvanlige hvor man bare skal holde den som en fjernbetjening. Igennem alle disse mikrospil bliver man udsat for nogle mere eller mindre besynderlige ting, som består af alt lige fra at skulle banke søm i et bræt, til at skulle vifte Wario’s prutter væk.

Her skal man bare save, men saven bøjer,
hvis du saver for hurtigt eller skævt.

Jaah, minigames!
De mest interessante mikrospil er nok dem, der er ”boss battle”-spil, da de minder lidt mere om minispil og tager lidt længere tid. For eksempel er der et, hvor man skal flyve som Fox McCloud og skyde fjender ned igennem en lille bane. Men der er selvfølgelig også nogle egentlige minispil med i spillet, som man kan unlocke og så spille, når man ikke lige har lyst til at spille mikrospil. Der er blandt andet et minispil med et skydegalleri, hvor alt bare skal pløkkes ned og et vertikalt kørende skyde/flyve-spil, hvor man er en fugl, der skal spise insekter. Disse minispil er dog ikke alt for holdbare, men giver en noget, man kan lave, hvis man skulle blive træt af de til tider stressende mikrospil.

Helt okay grafik
Så blev det vist tid til at snakke lidt om grafikken i spillet. Om grafikken er der kun at sige, at den varierer meget fra de mikrospil, som nærmest bare ligner børnetegninger og så til de mikrospil, der er som taget ud fra et andet spil. Eksempelvis er der et mikrospil med ”Metroid Prime” hvor man skal rulle rundt som morph ball. Der er grafikken fin og ligner bestemt noget, der var taget ud af Metroid Prime. Men selvom der er stor forskel på grafikken i mikrospillene, virker det aldrig rodet eller malplaceret. Det gør egentlig bare, at mikrospillene er mere forskellige. Så vi syntes ikke, der er noget negativt at sige om grafikken, selvom den ikke er så prangende.

Ja, nogle mikrospil kan godt virke som hårdt arbejde.

Lyden er i orden
Om lyden er der heller ikke meget at sige, den er som den skal være. Om man ruller rundt som morph ball i Metroid, eller om man svæver rundt med et blad i ”Wind Waker”, eller om man slukker ildebrand med Mario’s FLUDD, så er temamelodierne altid i orden. Lydeffekterne i spillet og Wario’s egne små finurlige melodier passer også helt fint ind, hvor de er. Det eneste, der nok kan irritere nogen ved lyd-siden, er, at der tit kommer det samme stemmeklip efter mikrospillene, da der kun er et vist antal forskellige til hver bane. Men sådan er det jo med så mange spil i dag.

Holder det så?
Single-player-delen er nok for de fleste spillere kun cirka 5 timer lang, og det er med alle minispil unlocket og det hele. Men når den sidste bane er klaret, kan man også begynde på multiplayer. Multiplayer-delen er faktisk ret underholdende og indeholder en mode, hvor man kan spille med op til tolv personer, tre modes hvor man kan spille op til 5 personer, en enkelt mode med op til 4 spillere og så 2 minispil til 2 personer. Dog skal alt multiplayer kun spilles med en enkelt Wiimote (2-player minispillene spilles med en Wiimote og en nunchuck). Dette er selvfølgelig meget godt for dem, der kun har en Wiimote, men for dem, der har flere Wiimotes, bliver det lidt kedeligt at skulle sende den videre hele tiden. Stroppen i Wiimoten kan ligeledes blive irriterende, når man jo ikke har tid til at tage den af og på hele tiden, men så kan den jo heldigvis pilles af.

Så skal der løftes jern!

Konklusion
For at opsummere, kan vi kun sige, at spillet er både sjovt, underholdende og udfordrende. Dog slutter det alt, alt for hurtigt. Det er ret ærgerligt, at det ikke er længere, end det er, for ellers havde det altså været et rigtigt fedt spil. Med henhold til multiplayer med en enkelt Wiimote kan man jo kun sige, at det er et tveægget sværd og vil både være til fordel og til ulempe for de fleste. Men på trods af dette er det stadig et helt okay spil til en aften med gutterne (eller gut-inderne) og kan klart anbefales.

Kommentarer: