#541 - Skrevet 05-11-2012 10:45 - Redigeret 05-11-2012 10:46
På den igen med stemmer til en ny omgang, der forhåbentligt får lidt mere opmærksomhed end den forrige
Pokémon vs. Wii Sports:
Jeg har læst, at man aldrig bliver for gammel til Pokémon, og det kan da godt være, men jeg tror til gengæld, at man kan blive for gammel til at prøve serien for første gang. Jeg er ikke ung nok til at være hoppet med på bølgen, da det første spil til Game Boy blev udgivet og jeg kommer derfor aldrig til at forsøge mig med serien. Med andre ord tror jeg ikke Pokémon er for alle, men derimod en serie for børn, og fans der er blevet grebet af deres første møde med serien i ungdommen.
Wii Sports derimod er nogle spil, der appelerer bredt og kan samle en broget flok om en spillekonsol, og som nævnt tidligere var det dets appel, der trak mig tilbage til konsolverdenen.
Wii Sports får min stemme.
Mario Kart vs. The Legend of Zelda:
Man kan godt mærke at vi nærmer os turneringens afslutning for to gode serier står her overfor hinanden, og det bliver hårdt at tage afsked med én af dem. Det afgørende spørgsmål i denne dyst er nok om man er en lonely gamer eller en social gamer, og for mit vedkommende er det nok primært det første der gør sig gældende.
Zelda-spillene kan selvfølgelig også nydes i selskab med en ven, men oftest spiller jeg dem alene. Og så skal man da heller ikke glemme, at de byder på dejlige eventyr og for det meste er en fryd at gennemspille. Enhver Nintendo-gamer med respekt for sig selv ser frem til flere stunder i selskab med Link og hans sværd -
The Legend of Zelda får min stemme.
Mario Party vs. WarioWare:
For mit vedkommende er der ikke meget at rafle om her. Mario Party er ikke den mest innovative serie fra Nintendo (med undtagelse af den nyeste iteration), men til gengæld er der dømt solid underholdning i selskab med venner og familie. Den dejlige blanding af held og evner, som der skal til for at vinde en runde i spillet, er med til at gøre spillene særdeles underholdende, da der hurtigt kan byttes rundt på magtbalancen spillerne imellem. Med kun en enkelt oplevelse med WarioWare i bagagen er det ikke noget jeg råber hurra over og
Mario Party får min stemme.
Fire Emblem vs. Mega Man:
Denne dyst står mellem to serier, som jeg ikke har fået spillet alverden af, men er tilhænger af begge spilgenrer, så valget er lidt svært. Mega Man er på mange måder utilgivende med sin høje sværhedsgrad, der tvinger enhver til at bringe sit bedste, og på en måde kan det samme siges om Fire Emblem, hvor karakterer kan mistes for forstanden. I sidste ende bliver det nok det taktiske element i
Fire Emblem, der gør forskellen for mig i denne battle, hvorfor det får min stemme.
Animal Crossing vs. Super Mario Bros.:
Har efterhånden skrevet det mange gange, men jeg gør det igen. Jeg forstår ikke Animal Crossing - for mig er der bare intet formål med serien, der mest af alt minder mig om Sims (ikke en god reference i min bog).
Super Mario Bros. skal derfor selvfølgelig have min stemme i denne dyst, og så gør det jo heller ikke noget, at der er tale om ganske fornuftige spil.
Mario & Luigi vs. Super Smash Bros.:
Sjovt nok er jeg heller ikke i tvivl om, hvem der fortjener min stemme i denne battle, og ganske få af de otte kampe bringer mig kvaler. Super Smash. Bros. har simpelten sin genre imod sig her, for jeg er meget glad for blandingend af platfomer og RPG, som man finder i Mario & Luigi-spillene. Og man kan vel ikke sige det nok - humoren er i top (elsker især Fawful).
Mario & Luigi skal videre.
Super Mario Galaxy vs. Metroid Prime:
Denne batlle er i mine øjne rundens mest prominente, og begge serier fortjente i min bog en plads i top 5 - sådan bliver det af gode grunde ikke. Jeg havde ingen Game Cube, og overvejede derfor i en tid at købe de to første Metroid Prime-spil på brugtmarkedet og spille dem på min Wii, men så blev de annonceret som en del af New Play Control!-serien i Japan, og jeg ventede i spænding på en vestlig annoncering. Annonceringen kom, men nu som en samlet pakke med de tre hjemmekonsol-spil samlet på en disc - det kunne ikke være bedre. Spillene skuffede mig på ingen måde, og Metroid Prime Trilogy må bestemt være et af de bedste køb til Wii.
En stor kærlighed har jeg også altid haft for Nintendos blikkenslager-maskot, og de seneste 3D-platformere til hjemmekonsoller er i mine øjne Mario når han er bedst. Efter modtagelse af spillene kunne jeg sagtens sidde en hel weekend foran fjernsynet for at spille mig igennem de fantastisk fantasifulde baner, og ganske få spil formår at holde mig fastholdt i samme grad som Galaxy-spillene.
Med Metroid Prime 2 begik jeg den fejl at lægge det fra mig i lang tid inden jeg spillede det færdigt, og det havde det eventyr bestemt ikke godt af, fordi det er vigtigt at kunne finde rundt og huske placeringen af eventuelle forhindringer. Spillene er derimod rigtig gode, men desværre er de oppe mod de ypperste Mario-spil på jord, og jeg må sende
Super Mario Galaxy videre.
F-Zero vs. Kirby's Dream Land:
Miyamoto har netop udtrykt forbavselse over en Twitter-undersøgelse, hvor folks største ønske var et ny F-Zero, og den tror jeg, at jeg deler lidt med ham. Ihvertfald er racing-genren aldrig én jeg er blevet tiltrukket af, og det er af gode grunde en genre der er svær at forny. Kirby på den anden hånd kan jeg ikke sige meget ondt om, og Dream Land-spillene er altid garant for en god (omend kort) platformer), der ganske vist hører til blandt de lettere af slagsen.
Kirby's Dream Land får min stemme.