Udstyrstest: Gioteck skærmbeskyttelse til Nintendo Switch
Skrevet af KJ85 - 28-04-2017 12:38
Nu har Switch snart været på markedet i to måneder, og adskillige producenter har produceret tilbehør til Nintendos populære hybridkonsol. Spørgsmålet er så, hvor meget af det, der egentlig er værd at købe, og det ser vi nærmere på i en række artikler om forskelligt udstyr. Først skal det handle om skærmbeskyttelse fra Gioteck.
Skærmbeskyttelse til Nintendo Switch lyder jo umiddelbart som en god ide, for vi ved alle, hvor irriterende det kan være at stå med en ridset skærm på et helt nyt produkt, og adskillige producenter har da også set sit snit til at producere det til konsollen. En af dem er Gioteck, hvis produkt ser ganske fornuftigt ud at dømme ud fra indpakningen.
Åbner du æsken, vil du finde skærmbeskyttelsen, bestående af en selvklæbende plast lagt ind mellem beskyttelsesfilm på begge sider og en sort klud samt et lille papkort, der skal benyttes til at glatte eventuelle bobler ud. Dette kan du se på billedet herunder.
Du starter naturligvis med at gøre din skærm på konsollen ren for støv og fingeraftryk med den medfølgende klud, og derefter fjerner du et lille stykke af beskyttelsesfilmen på bagsiden af skærmbeskyttelsen, tilpasser den til kanterne af skærmen og sætter den fast mens du fjerner den resterende film på bagsiden lidt efter lidt. Eventuelt opståede bobler glatter du til sidst ud med papkortet pakket ind i den medfølgende klud. Alt dette fremgår af indpakningens bagside.
Herefter skulle skærmbeskyttelsen jo så sidde fint, men sådan gik det ikke for mig. Der var masser af bobler under beskyttelsen, og nogle af dem kunne ikke glattes ud, da de var opstået grundet snavs. Det var helt slemt i den ende, hvorfra jeg satte skærmbestyttelsen fast, så jeg forsøgte naturligvis at løsne plasten og fjerne snavset, men det resulterede blot i at også støv blev tiltrukket, og beskyttelsen kunne ikke længere klæbe nok i det hjørne, hvor jeg havde løsnet den. Resultatet blev som i kan forstå det mildest talt elendigt, og det fremgår tydeligt af nedenstående billede.
Jeg har uden problemer monteret skærmbeskyttelse på både 3DS og Wii U, så jeg vil ikke mene, at jeg har gjort noget forkert her, og jeg kan absolut ikke anbefale nogen at bruge 70 – 100 kr. på denne skærmbestyttelse fra Gioteck, der blev kasseret med det samme. Først og fremmest er kluden af så dårlig kvalitet, at den let smider fibre, når du vil rense skærmen, inden skærmbeskyttelsen påklistres, og det var ganske tydeligt at mange bobler var opstået ved sorte partikler derfra. Yderligere, så er det en høj pris at betale for et tyndt stykke plastik, der ikke engang følger kanterne på konsollen helt præcist. Den er godt nok skåret ud, så den ikke dækker højtalerne, men det dækker til gengæld lyssensoren, og det bliver let skævt, når det ikke er stort nok til at følge kanterne.
Selvfølgelig vil du kunne opnå et formentlig langt bedre resultat, hvis du finder en anden klud at tørre konsollen af med, men når alt kommer til alt, så kan man også diskutere, hvor vigtigt det er at have skærmbestyttelse på lige netop Switch. Med en kapacitiv touchskærm skal der ikke længere benyttes en stylus til styringen, og det var jo brugen af dette plastredskab, som ofte efterlod ridser på konsollerne i DS-familien og på Wii U GamePad. Her skal vi blot bruge fingrene, og ridser kan altså kun opstå fra kontakt med andre objekter under eksempelvis transport.
Har du gjort dig erfaringer med skærmbeskyttelse på Switch, og findes der i så fald produkter på markedet, som du kan anbefale?
Kommentarer: