Unavngivet

Skrevet 07-07-2011 13:54 - Redigeret 11-05-2012 18:01

#46 - Skrevet 14-07-2011 08:09 - Redigeret 14-07-2011 08:10

Kan huske den hvor spillet pludselig skrev "deleting" i stedet for "saving" også snød os allesammen da navn spillede til CGC4, lol.

"Jamen jeg trykkede jo bare save" hahahaha.

Har aldrig selv spillet spillet så skal ikke kunne kommentere så meget på gameplayet

#47 - Skrevet 14-07-2011 12:49 - Redigeret 14-07-2011 13:43

Sorry jeg først melder ind nu

Det gode:

Sure, styringen var måske ikke helt optimal, men jeg syntes slet slet ikke det var så slemt som mange andre 3rd person shooters - især kameraet fungerede rigtig godt, jeg tror aldrig jeg har oplevet "blind-spots" og "camera-hangsups" i ED.

Den allerstørste motivator for mig igennem hele spillet var helt klart rune-systemet! Jeg tog ofte mig selv i at sidde og prøve forskellige runekombinationer i håb om at jeg kunne få lavet en spell FØR jeg fandt den dertilhørende recipe.

Generelt var/er jeg stadig vildt forelsket i runerne og magien i spillet!
Enchant dit våben, og vælg den rigtige masterrune for at gøre optimal skade mod dine nuværende fjender. Lav et skjold som ingen kan gå igennem udover dig. Summon monstre fra en anden dimension til at hjælpe dig i både puzzles og fights, og sågar muligheden for at sende dine fjender til en anden dimsension ved hjælp af 'Trapper'-monstrene. Giv dig selv enhanced vision så du kan se alskens hemmeligheder, og så selvfølgelig muligheden for at heale hhv. liv, magi og sanity. Muligheder var der nok af!

Et andet super fedt element var alle de forskellige karakterer du fik lov til at spille, ofte med ret forskellige våben. Jeg husker især Firefighteren som værende meget anderledes, og det var en super fed fornemmelse at enchante hans assult rifle med en Mantarok rune og gå på en killing-spree - no heads left on shoulders!

Historien fangede mig også lige fra starten, det var dog mere mytologien bag end selve karakterene man spillede, jeg var facineret af. Tre ancients, Ulyaoth, Chattur'gha og Xel'lotath, i en uendelig struggle om universel domination med en fjerde ancient, Mantorok, der binder dem alle sammen og holder magtbalancen i skak - goooood times. Tror det var det første spil hvor jeg frivilligt så cutscenes istedet for at skippe dem (mener dog faktisk ikke man kan skippe cutscenes på første playthrough )

Og så selvfølgelig badekars-scenen!

Det dårlige:

Et af spillet helt store flaws var, som det er blevet nævnt tidligere, at det var for langtrukkent. Det var rimelig fjollet at man skulle igennem det sidste level, under huset, 2-3 gange og sætte runer ind i en eller anden kæmpe maskine, der på magisk vis var blevet bygget til formålet. Det blev meget kedeligt tilsidst.

Sanity-meteret var super sjovt i starten, men blev hurtigt bare en gene. Da jeg købte spillet, efter at have fulgt det i Nintendo-blade etc. var jeg også overbevist om at sanity havde meget mere at sige i spillet, end det egentlig havde. Det virkede mere som et selling-point og en gimmick, end en brugbar spilmekanisme.

Grafikken var heller ikke prangende, men taget samtiden i betragtning var det nu ikke så slemt igen. Især når man fik lyst nogle af rummene op mens man kastede Magick kom spillet lidt mere til live.

Holder det stadig? Jeg tror jeg gennemfører dette spil én gang hvert andet år ca. og ja, det er stadig sjovt men mister uden tvivl meget af sin charme og mystik - jeg kunne bestemt ikke forestille mig at spille det sammen med andre. Der skal en mørk nat og meget lidt lys til, hvis man stadig skal have et ordenligt kick ud af Eternal Darkness.

EDIT: Spillet klarede sig også rigtig flot igennem reviews, og ender på #10 over højest scorende GC-titler på Metacritic. Ikke at det skulle være en undskyldning for at elske det

#48 - Skrevet 14-07-2011 15:16

Jeg er ved at spille Minish Cap igennem, og syntes det kunne være sjovt at diskutere i næste uge.

#49 - Skrevet 17-07-2011 23:19

jeg har aldrig spillet Eternal Darkness: Sanity's Requiem, men har stået og overvejet at købe det flere gange... Er det godt eller dårligt. Jeg synted det hele lyder tvetydigt. Et spil der bruger psykiske midler til at skræmme, men er det det værd?

#50 - Skrevet 17-07-2011 23:29

Du har 2 sider med paragraffer der i stor detalje beskriver folks opfattelse af hvad der er positivt og negativt ved spillet, hvilket giver dig fantastiske muligheder for et no-spoiler indtryk af spillet, og så beder du om et simpelt ja / nej oveni?

Nej, du skal ikke spille det

Værsgo'.

#51 - Skrevet 17-07-2011 23:36

Læst det hele, og kom endnu engang i tvivl om jeg nu skulle eller ikke. Men tak for advarsel.

I will try not to fall for the crappynes of gaming.

#52 - Skrevet 18-07-2011 00:44 - Redigeret 18-07-2011 00:46

Du er fjollet.

#53 - Skrevet 18-07-2011 09:21

Hvorfor dog det?

#54 - Skrevet 19-07-2011 07:12 - Redigeret 19-07-2011 07:12

The Legend of Zelda: The Minish Cap


The Legend of Zelda: The Minish Cap udkom i 2004 til Game Boy Advance og blev udviklet af Capcom.

Det gode
Hvad var det gode ved spillet?

Det dårlige
Hvad var det dårlige ved spillet?

Holder spillet stadig?
Er The Legend of Zelda: The Minish Cap stadig ligeså godt den dag i dag?

Discuss!

#55 - Skrevet 19-07-2011 09:02 - Redigeret 19-07-2011 09:04

Det er noget tid siden jeg har spillet Minish Cap, men jeg skal forsøge at skrive lidt alligevel.

Jeg husker det som værende en kort, velpoleret oplevelse. Spillet har ikke de sværeste puzzles i serien, men det er sjovt at spille, pænt at se på, og virker generelt gennemført.

Det holder helt sikkert i dag. Godt gameplay bliver ikke uddateret, og siden spillet har lækker 2d-sprite grafik ældes det heller ikke synderligt på dette punkt.

Jeg husker også musikken som værende ret god, hvilket altid er et plus min bog. Spoilers: http://www.youtube.com/watch?v=ZzAKIiWsoDw - spol hen til 38 sekunder. Fantastisk stykke!

#56 - Skrevet 19-07-2011 17:50 - Redigeret 19-07-2011 17:53

Jeg spillede igennem Minish Cap for første gang i december. Det var en god oplevelse alt i alt. Det er Capcoms tredje forsøg med at lave et Zelda-spil(eller andet, hvis man ser Oracle-spillene som en helhed). Spillet genbruger noget af Wind Wakers farverige stil, hvilket giver det er ret specielt look i 2D. Noget andet der er værd at nævne for Zelda-fanatikere er at det er det første spil i Zelda's tidslinje. Det foregår i tiden før Ganondorf, Master Sword og Links velkendte grønne hat.

Det er et forholdsvist lille område man kan begå sig på, men tilgengæld er det tætpakket og massivt. Sidequests, hemmeligheder og opgaver er der nok af.
Våbene er originale og kan bruges på intuitiv vis i forskellige sammenhænge. Særlig nævneværdig er den sugende flaske, der bruges til en masse forskelligt. Minish Hatten er en hyggelig gimmick og der er nogle gode detaljer i spillet(hvis du sætter ild til en firkant græs, vil du starte en steppebrand i alle nærtliggende græsfirkanter).
Fjenderne og bosserne husker jeg også som værende gode.

Spillets dungeons må ikke have været overvældende gode, siden jeg ikke rigtigt kan huske dem.
Der er sikkert gamere, der havde foretrukket en større spilverden, frem for det lidt sammenpressede område, man begår sig på. Det gør dog ikke mig noget.
Da det er et Capcom-udviklet spil er der små balancer i spillet, der afviger lidt fra Nintendo's. Det er ikke en dårlig ting, men værd at bemærke er det.
Den bitreste smag jeg overhovedet husker at have smagt på grund af spillet, skyldes surheden i at en meget vigtig genstand på mystisk vis er usynlig i PAL-versionen af spillet. At vide hvor genstanden befinder sig er kritisk for at kunne klare et af spillets største sidequests og man er nødsaget til at gå på nettet for at have nogen idé om det. Det vil jeg kalde en ret pinlig fejl i et Zelda-spil.

Med den smag ude af munden vil jeg sige at spillet stadig holder, hvis man er til Zelda og hvem er ikke det?

#57 - Skrevet 19-07-2011 19:02 - Redigeret 19-07-2011 19:12

Jeg er netop lige blevet færdig med spillet, eller, det vil sige at jeg netop har klaret Vaati. For satan, han er svær. Første gang jeg spillede spillet var på min DS, og gennemførte det aldrig fordi jeg ikke kunne finde ud af at slå Vaati. Her anden gang spillede jeg det på en emulator, da jeg derved kunne spille det på 32" fremfor DS'ens lille skærm. Jeg er ikke meget for at bruge savestates, men må vist indrømme at jeg brugte én enkel som et checkpoint, da jeg skulle klare Vaati's tredje form. En lidt træls bosskamp, da man skal gentage mange af rutinerne alt for mange gange hvis du spørger mig, men også en kandidat til at være en af de sværeste bosser i Zelda, hvis du ser bort fra Zelda II måske.

Det var lidt om hovedbossen. Det gode jeg har lagt mærke til ved spillet, her på min anden playthrough, er, at det ikke er de traditionelle Zelda-folk, der har udviklet det. Netop fordi det er et andet hold, har de måske følt, at de ikke kunne vende alt for meget op og ned på Zelda-gameplayet, men jeg føler at jeg spiller et Zelda-spil. Det er som at spille en moderne udgave af Link's Awakening, med mange af de samme items, og det synes jeg bestemt ikke er negativt. Der er ikke sindssyge gimmicks som toge med, i det mindste. Og som Hassus nævnte er der masser af hemmeligheder at finde, masser af side quests osv. F.eks. har jeg på min playthrough ikke fundet en eneste opgradering til min bue eller mine bomber, mens jeg i andre Zelda-spil nærmest ikke kan undgå det. Så komplekst er verden faktisk, og det synes jeg er godt. Kinstone Fusions er en okay ide, der får forskellige ting til at ske i spillet, men jeg ville ønske at spilleren selv kunne påvirke verden i en større grad, fremfor at det bare sker automatisk. Dog er der meget backtracking i spillet, hvis man vil have alle kisterne og alle hemmelighederne fra Kinstone Fusions, og disse er næsten aldrig så meget værd, selvom der er flere ting at bruge Rupees på end i et normalt Zelda-spil.

Det dårlige ved spillet er stadig den lineære historie. Jeg ved godt at stort set alle Zelda-spil er lineære på den måde, men for pokker, nogen gange græmmes jeg bare når jeg spiller Minish Cap. At man skal igennem Lon Lon Ranch-huset, for at komme til Lake Hylia skriger bare af dårligt overworlddesign. Link kan da bare kravle over hegnet, eller, det ville han kunne hvis spillet gav lidt mening. Og så er der de mange huller og sten, der bare blokerer din vej. Det er okay, at der er nogle steder, hvor der kræves et specielt værktøj, det er meget typisk Zelda, men når man støder på disse forhindringer på hver skærm synes jeg det er lidt for meget. Hader den måde man skal "unlocke" overworlden på i moderne Zelda-spil.

Så det dårlige er den lineære historie, omend historien er okay, dog er Ezlo møgirriterende, når han kommer med bemærkninger og tips hele tiden (oftere end Navi gør det). Der er ikke så mange brud på Zelda-mytologien, ligesom der er et hav af referencer til resten af serien. Dog har jeg stadig ikke forstået hvordan der kan leve folk oppe i himlen, men det er lidt nemmere at acceptere end kyllingerne fra Twilight Princess. Det gode ved spillet er de mange hemmeligheder, og det at man hyppigt får brug for alle sine items, at der altså ikke er nogen ubrugelige items, du kun bruger et par gange. Folk siger også, at spillet er meget kort, men jeg synes nu det er okay... Der var 6 dungeons, ligesom i The Wind Waker (hvis jeg husker korrekt). Forskellen er bare, at TWW havde Triforce-questen og en masse cutscenes og andre quests, der fik spillet til at virke længere. Dungeonsne var dog meget dårlige og lineære. Den bedste dungeon var dog Dark Hyrule Castle, da man halvvejs inde fik lidt frihed.

Så alt i alt gør Minish Cap meget rigtigt, men mangler stadig nogle hovedelementer fra det originale Zelda-spil. Udover det er Minish Cap også et bevis på, at man kan meget med allerede etablerede gameplay elementer, bare der kommer noget nyt content. Minish-elementet var også godt implementeret i spillet, omend man ikke kunne så meget igen med det... Men det var sjovt at udforske verdenen som lille, og finde alle de forskellige Minish-folk. Det var ikke noget, der direkte ødelagde Zelda-gameplayet, som toget i Spirit Tracks. Et solidt spil med nogle mangler, der uden tvivl kan spilles i dag.

Og så var det eneste svære i spillet Vaati, men han ER så tilgengæld også ret svær...

#58 - Skrevet 21-07-2011 22:24

Jeg har lige i skrivende stund gennemført Minish Cap for anden gang. Den første gang var flere år siden, og jeg har ikke spillet det siden, så jeg huskede ikke ret meget fra det. Selvom spillet ikke er helt nyt længere, så holder det stadig fuldt ud, det er 2D Zelda særklasse. Efter min mening er The Legend of Zelda The Minish Cap måske endda bedre end det elskede A Link to the Past. The Minish Cap har dog nogle få svagheder, for det første er det rimelig kort, der er mulighed for andre ting at lave end hoved "questen" men selve den er ret kort. Det andet er, at der cirka midt i spillet er et stykke hvor man er meget i spillets overworld og laver ting der. Det irriterede mig en smule, da Zelda for mig er dungeon action.
Udover det, så er spillet skønt, jeg elsker især designet, det er et rigtig flot spil på GBA. Specielt Sky Palace er virkelig fedt lavet IMO. Bosserne var til tider lidt simple, men de var ganske underholdene så det gjorde mig ikke noget, for lige kort at kommentere ovenstående besked, så synes jeg ikke at Vaati var vildt udfordrende, men jeg vidste også nogenlunde hvad jeg skulle. Af en eller anden grund husker jeg ham tydeligt, fra min første gennemspilning.
Så The Minish Cap er bestemt et spil, der stadig er værd at spille, problemet er bare prisen på spillet i dag. Det er pengene værd, men siden spillet ikke er ret langt, så føles det måske som mange penge at give omkring 200,- brugt. Ellers et dejligt spil. Jeg er godt tilfreds.

#59 - Skrevet 21-07-2011 23:54

vel bare et spørgsmål om tid før det ender på 3ds eshop

#60 - Skrevet 22-07-2011 01:31

Ud fra denne tråd kan jeg konkludere, at Minish Cap er et spil, man vender tilbage til.